VIVA LA COCA, 3. del

10-10-99

Af Heine Hestoy

18. og 19 århundrede.

Efter den store uafhængighedskrig (1809-1825) faldt priserne på coca betydeligt. Arbejdsstyrken var uorganiseret og mange godser var forladt af deres ejermænd. Interessen for dyrkning og salg af coca var dog stadig stor og indtægterne fra skatter og afgifter betydelige. I 1826 havde omsætningen af coca i Boliva en værdi af 143.960 Pund Sterling.

Da de spanske godsejere havde mistede deres jorder efter uafhængighedskrigen blev disse overtaget af, blandt andre Bolivias´´ første præsident Andrés de Santa Cruz, der, som tak for tro tjeneste under uafhængighedskrigen modtog en cocaplantage.

Santa Cruz indså nødvendigheden af støtte til cocadyrkning og en udbygning af infrastrukturen i de egne, hvor cocaen traditionelt blev dyrket.
Produktionen af coca steg i takt med bedre organisation af samfundet og infrastrukturen blandt andet i provinsen Cochabamba, men i hele perioden forblev provinsen Yungas den førende producent af cocablade.

Størstedelen af produktionen var til eget forbrug indenfor Bolivias grænser. Ud af en produktion på 441.927 kurve i 1848 var således kun 8500 kurve beregnet til eksport. En beskeden del af denne eksport gik til Europa, hvor den mest fremtrædende grossist var italieren Mantegazza. Cocaen blev anvendt til fremstilling af vin, Chokolade og cigaretter samt forskellige drikkevarer, der indeholdt coca.

I 1860 blev man i stand til at udvinde kokain af coocbladene. Dette vakte stor opmærksomhed i forskerkredse. I europa, blev kokainen nøje studeret af blandt andre Sigmund Freud, som selv eksperimenterede med kokainen som rusmiddel.

Sammenholdt med tidligere viden om cocaens smertestilllende og anæstæsiske virkning voksede interessen for cocabladet. Fremtrædende læger anbefalede omfattende forskning med henblik på anvendelse indenfor medcicinalindustrien. Cocaen fik dog aldrig den store betydning i Europa,mens den stadig anvendes i et utal af sundheds og medicinalprodukter i Bolivia.

I starten af det tyvende århundrede voksede Bolivias eksport af cocablade blandt andet til Peru , Chile og i særdeleshed Argentina, som modtog 86% af den samlede eksport . En af grunden til den betydelige eksport til Argentina var den store gruppe af bolivianske arbejdere, beskæftigede i sukkerindustrien i det nordlige Argentina. Traditionen tro var disse storforbrugere af coca.

Eksporten til Europa var lille, men til trods for dette, kunne cocaen findes på alle barer og de fleste apoteker i starten af det tyvende århundrede..

I 1930, hvor stadig større mængder cocoblade anvendtes til fremstilling af kokain, udformede Argentina, et dekret, der fastslog, at cocabladene skulle betragtes som et narkotikum, og at reglerne for import skulle strammes betydeligt. Dette var et hårdt slag for den bolivianske af cocaeksport. For at imødegå dette og sikre sig, fortsat eksport, lavede man en aftale, der skulle forpligt Argentina til at aftage 500.000 kilo cocablade hvert år.

Restriktionerne imod cocaen resulterede i at eksporten blev mere end halveret i årene 1930 til 1952, Dette blev intet mindre end en økonomisk katastrofe for Bolvia.

Rutsjeturen for den Bolivianske coca var startet og den er langtfra stoppet.
Efter Argentina fulgte andre lande og til sidst standsede eksporten af coca totalt.

I takt med dette er den illegale eksport til kokainfremstilling vokset betydeligt med en stor undergrundsøkonomi til følge.

Støttet af USA's regering med 60 millioner dollars årligt har den bolivianske regering forpligtet sig til at afbrænde de illegale cocamarker. Der er dog dem, der mener, at indsatsen er langt fra helhjertet. Det forekommer også som en umulig opgave at gennemføre projektet i den ufremkommelige bolivianske jungle, hvor værnepligtige soldater har ringe lyst til at sætte deres liv på spil for amerikanske yuppies imod et velorganiseret og velbevæbnet narkokartel.

I de fleste bolivianeres øjne er kampen imod cocamarkerne latterlig. Den kunne sammenlignes med en organiseret kamp imod kartoffeldyrkning i Danmark, fordi kartoflen kan omdannes til den afskyelige drik kaldet snaps.

For bolivianeren er cocabladet som en god cigar for europæeren, eller de daglige 5-10 kopper kaffe.

Bonden tygger sin coca, mens han pløjer jorden med sit okseforspand, minearbejderen i Potosi tygger mens han møjsommeligt piner de sidste rester af mineraler ud af de gamle sølvminer. Lægen og den universitetsstuderende tygger, lidt mere diskret. Turisten tygger, når han ikke ser anden udvej for sin højdesyge.

Cocabonden pløjer sine marker, planter sine busker og plukker de uundværlige blade, som han har gjort i århundreder.

Læs on mere om coca 1. del
Læs on mere om coca 2. del