Dialogos' medier

Medier er mange ting ... i vores øjne benytter vi et værdifuldt og uundværligt medie, når vi gennemfører kurser for småbønder i Bolivias bjerge.

- Kurserne indkalder vi til personligt, for der er ingen andre former for kommunikation derude. Vi kører derud, finder en af vores kontaktpersoner (ofte ude på hans mark), beder ham indkalde til kursus, hvorefter vi vender tilbage den nævnte dag.

- Udenfor kursusstedet sidder så folk og venter. Ofte har de gået i mange timer for at nå frem. Vi arbejder derefter sammen via foredrag, diskussion, gruppearbejde, med video, trykte materialer og praktiske demonstrationer ude på marken.

- Jo, vi bruger skam mange medier, fastslår Erik Jørs, formand for Dialogos og en af de oprindelige initiativtagere til foreningen. I Bolivia og Nepal benytter vi os naturligvis også af massemedier. Og så har vi mange personlige beretninger online på websiderne.

- Herhjemme i Danmark griber vi det mere forsigtigt an med en (ny) hjemmeside, og vi har forsøgt os med radioreportager fra projekterne til danske lokalradioer. Vi er en lille forening med mange aktiviteter, og vi vil gerne dele vores viden og erfaringer med samfundet.

- Vi håber, at folk bliver ved med at henvende sig til os og måske melder sig ind og giver en hånd med arbejdet, udtaler Erik Jørs, som understreger, at alt arbejdet er frivilligt og ulønnet.