Blind tro

28-09-99

Af Erik Jørs

I skyggen af fjeldet Huaca Wuasi, højt oppe i Andesbjergene, ligger landsbyen Pomabambillo. Fjeldet er mere kendt end landsbyen, for det er dertil man bringer sine golde køer til sommergræsning, når de gennem flere år ikke har fået kalve. Fjeldets mytologiske tyr bespringer køerne i sommerens løb, og næste forår får koen igen kalv. For tyve år siden skete der imidlertid en forandring med landsbyen, som gjorde den kendt i hele området. En ny kristen religion holdt sit indtog, og fra at være en søvnig, fattig landsby tog pokker ved den!

Bahai hvad er det?

En missionær fra Bahaireligionen, et miskmask af trosretninger, hvor man har taget fra de gamle religioner hist og pist og dannet en ny, kom ridende til landsbyen. Han var rejst ud fra Geneve, hvor religionen har sit hovedsæde og missionerede nu blandt de altovervejende katolske landsbyer i Bolivia.

I Pomabambillo var landsbylederen åben og lydhør, den katolske præst kom alligevel kun forbi en gang om året, for at døbe de små der var kommet til i årets løb, og gifte dem der efter flere års samliv og måske 2-3 børn ikke længere kunne leve på polsk - det kunne ikke skade at høre nyt, og en præst er vel en præst.

Missionæren fortalte om den nye trosretning, om arbejdssomhed og afholdenhed som den direkte vej til frelsen, og efter et par måneders forløb var landsbyen og ikke mindst landsbylederen overbevist, her var en vej ud af elendigheden. Den katolske religion havde nu haft en chance til at gøre noget ved forholdene i mere end 400 år, og på trods heraf var det nærmest blevet værre - for lidt jord, mange småbørn der døde, hårdt arbejde og stadigt faldende høstudbytte.

På landsbymødet besluttede man sig for at blive bahai’s, det kunne også give nabolandsbyerne noget at spekulere over, nu var dem fra Pomabambillo noget særligt. Missionæren rejste videre og i Pomabambillo havde man herefter aldrig nogen kommunikation med Bahaisamfundet ude i verden.

En hjord uden hyrde

Den samme trosretning udvikler sig vidt forskelligt afhængigt af, hvor isoleret den lever sit liv væk fra kontakten og vejledningen fra moderkirken. I Bolivia, hvor størstedelen af landsbyerne stadig kun nås til fods og ofte adskillige dagsmarcher fra landevejen, er der en masse kristne trosretninger, som vi også kender herhjemmefra. Pinsemission, lutheranere, calvinister, mormoner osv. findes, men har ofte en lidt anden farve, end den vi kender.

Man tilpasser sig efter forholdene og lokale ideer, således også den katolske kirke som har mange træk fra den tidligere religion, hvor inkaerne dyrkede solen og moder jord. Blandt bahaierne i Pomabambillo gik det også sådan at religionen med årene tilpassedes de lokale lederes ideer og behov. Alt skulle være hvidt, de farvestrålende klædedragter, høns og grise, antog renhedens farve.

Klæderne ved at nyvævede klæder ikke blev farvet og dyrene ved målrettet avl, og snart var der kun hvide dyr i Pomabambillo, ligesom befolkningen altid gik klædt i hvidt. Spiritus blev bandlyst og folk arbejdede mere ihærdigt end tidligere, man kunne fra nabolandsbyerne se, at det gik bedre i Pomabambillo, overskuddet blev større og man sultede ikke i samme grad som tidligere.

Men træerne vokser ikke ind i himlen

En dag meddelte landsbylederen at han havde fået en besked fra Gud - på den bestemte dato ville de sande troende blive løftet op til Gud, og nu skulle man forberede sig. Hønsene blev slagtede, og fjerene blev syet på ærmerne i tøjet, så man på disse vinger kunne svæve op i himlen til det paradis, man ikke havde oplevet her på jord.

Der blev arbejdet og snart var landsbyen forberedt på den store dag.

Dagen oprandt og hele landsbyen besteg Huaca Wuasi for at kaste sig ud i opvinden fra den stejle fjeldside, som man ofte havde set andeskondoren, verdens største fugl, gøre det. Man stillede sig op i en række og den første mand sprang ud og drønede ret de 500 m ned. Han har ikke troet nok var konklusionen, og sådan gentog det sig indtil 12 personer havde forsøgt sig, herefter blev man enige om, at det nok ikke lige var i dag Gud havde tænkt sig at tage imod dem fra Pomabambillo.

Med årene er tingene vendt tilbage til deres normale - katolicismen, fattigdommen, børnedødeligheden, det hårde daglige slid, men også livsglæden og farverne og kærligheden lever igen.

Historien, der er autentisk, blev fortalt mig i 1992 af chefdistriktslæge Dr. Hasse ved Azurduy Hospital under, hvis lægelige tilsyn landsbyen hørte.

Retur til beretninger