El camino del muerte

21-04-02

Caranavi - vejen til verdens ende

Af sognepræst Agnes Haugaard

Rygtet siger, guidebogen siger: "Don´t look down untill it is over!" og det er ment helt alvorligt. Det er på en af den slags køreture og oplevelser, der kan få én til at spørge sig selv, hvorfor man nu gør det igen - hvorfor udsætte sig selv for den slags, når det nu i virkeligheden er langt lettere at blive hjemme i lænestolen.

Ja, sådan kan man spørge om så mange udfordringer i livet som også kan gå under valgsproget "Skomager bliv ved din læst!" osv. - udsæt aldrig dig selv for noget, hvor du ikke har overblikket og indrømmet man bliver noget mere sårbar med alderen, og især hvis man slet ikke holder sig i træning og kun vælget det der er 110% sikkert.

Bolivia, hvor denne berømte og berygtede vej befinder sig i Depatementet La Paz, kræver sin mand uden nervøse trækninger, hårde opbremsinger og med en vis erfaring i at rejse i dette strabasserende land, hvor hvor du over 80 kilometer kører fra ca. 4000 meters højde med sol, kulde og sne ned i tropiske jungleområder med 25 grader året rundt.

Det gør noget ved kroppen og især hovedet, så man i lange perioder kan føle sig næsten uklar og det ilt vi nu engang har som vesterlændinge gerne skulle bruges bedst muligt og derfor giver et stort måltid altid bagslag i form af utilpashed og måske ligefrem opkastning. Den langsomme gang med meget tunge ischæmiske ben, hovedpine, appetitsløshed til i næste nu at være fugtigt svedende, moskitoplaget og på vagt overfor alverdens tropesygdomme.

Tilbage til vejen til Caranavi og Guanay - hold til venstre og husk det hele vejen ned, for ellers bliver du skubbet ud over kanten af de tungtlassede lastbiler, der samler frugt op langs vejen fra de små, uundseelige byggede skure. Hele dagen venter familien med dagens høst af bananer, tomater, appelsiner og grapefrugter på lastbilen, der skal give dem dagens løn. Lastbilerne på vej opover har forkørselsret, fordi deres vægt på kanten af vejen har al for stor risiko for at styrte ned med de tunge læs - holder du ikke ind for dem på en af de små vigepladser, må du bakke tilbage på den vej, der vil få enhver motorsagkyndig til at ryste i bukserne.

Bregnerne gror på klippevæggen lige over bilens tag for i næste nu at blive overdænget med vand fra klippesiden for øjeblikke efter at blive stoppet af en lastbil, der er kørt fast i mudderet efter den silende regn. De foranstående har ventet i 4 timer - dette kræver tålmod og overbærenhed - man kan hverken vende om eller få sig en kop i ventetiden - bare vente på hjælp fra den nærliggende landsby flere timers kørsel derfra.

For enden af vejen i Caranavi venter en god nats søvn med vifte i loftet som lise for det tropiske klima som også er Bolivia - et enkelt værelse på et hyggeligt hotel midt i troperne med bambushytter og for den heldige en svømmetur i et ikke opvarmet svømmebassin med palmer og kolibrier som kranser haven midt i et spisekammer af frugter og grønt - langt fra Højlandets natlige kulde og barske arbejde for at få mad på bordet - her kan vi række ud og plukke en banen direkte fra palmen.

Mange hilsner fra det Bolivianske højland på det sydamerikanske kontinent.