For Egen Regning
18-03-02
Livet er fedt, men ikke for alle
Af sognepræst Agnes Haugaard
En fremragende tv-udsendelse har samlet mange seere og med rette. Derfra er denne overskrift hentet til denne "For Egen Regning" , som slet ikke handler om disse mennesker og deres alvorlige og oprigtige kamp med fedtet. Dette handler om det liv, som kunne være fedt; men er ret så magert for alt for mange mennesker. Det liv der stinker og er barskt og koldt og vådt - et sted langt fra Fyns Amtsavis; og alligevel så tæt på.
Her sidder jeg så midt i La Paz´s sydende bymidte på 5. sal i næsten 4.000 meters højde og ser ned på det dragende strøg (Pradoen) under mig, hvor vandet fosser i stride strømme bærende alskens affald med sig på sin vej fra Andesbjergene til Amazonas.
Dernede, udbryder vores datter på 6 år, går en fattig - nærmest muntert siger hun det, fordi kvinden ser ud, som om hun er på vej til karneval med høj hat, beklædt med en plasticpose for regnen, turkis plisseret nederdel med et utal af underskørter, flade hvide sko, sjal på sjal mod kulden i alle regnbuens farver.
Klædet på ryggen indeholder også et barn og dagens ration af kartofler til salg ved storbyens gadehjørne i bidende kulde og regn skiftende til højfjelssol og 18-20 graders varme. Denne fattige indianerkvinde kommer vandrende ned fra højlandet til hovedstaden af den brede Prado - på sine flade konvolutter kommer hun og har ben som en supertrimmet dansk motionscenter- enthusiast, hvis hovedmotiv i livet er at holde sig ung - ja, evig ung uden ældningssymptomer.
Disse ben på denne kvinde langt fra motionscentret har ingen spor af åreknuder, selvom de har båret 10 graviditer - disse ben er så veltrimmede, at enhver vestlig kvinde vil misunde hende; men så er der ikke meget mere at misunde, for dette liv er ikke fedt , men ekstremt krævende for kvinder, børn og mænd.
Den lugt giver mig kvalme - jeg brækker mig, siger barnet i al sin frimodighed. Det lugter overalt på trods af farverigdommen. Fattigdom lugter, og hvor er det svært at bevare modet, når ens land konstant bevæges et skridt frem og to tilbage af verdenshandelskonjunkturer, toldmure og intern korruption.
Den stinkende fattigdom ønsker ingen at vise frem - de ønsker at vise, at det hele ikke bare lugter, stinker af rådne kloakker og menneskenes efterladenskaber - de tager os med ud til et stort supermarked, som har 100 gange så mange slags morgenmad og sæber som vor egen lille købmand hjemme i Bregninge på Ærø, - her handler kvinden på Pradoen ikke. Nej, hun bliver holdt borte af vagter ved dørene, og hvor jeg får kvalme af min egen lugt, fordi de tror, at jeg er dronningen af Saba, bare fordi jeg måler 177 cm og bruger størrelse 41 i sko.
De har svært ved at forstå, hvad vi vil her i dette forarmede land, hvor livet slet ikke er fedt, men stinker, er koldt og rådt, og hvor arbejdsdagen ingen tidshorisont kender. Her bliver jeg mindet - påmindet om at al den vestlige overlegen kan ligge et meget lille sted, her bliver jeg mindet om at min rigdom er andres armod, at min sikkerhed i de riges verden er flygtig, - her bliver jeg mindet om, at jeg har så rigeligt og nok til at give til andre og her er det smil hun sender mig mere værd end al min vellevned og overflod.
Om end jeg aldrig bliver som hende, så minder hun mig om, at jeg ligeså godt kunne have siddet på hendes gadehjørne, drømme om at 2 bygbrød og fem fisk kunne mætte 5000 munde, og hun gået rundt derhjemme på Ærø uden bekymringer for morgendagens brød.
