De 10 bud, Jesus med spejl i panden og Alle Helgens Dag - dødefester

12-10-99

Af Agnes Haugaard

De ti bud

Inkaernes egne præster udfærdige ved Kolonisationen en slags "Ti Bud", for at forhindre at deres egen religion skulle gå helt til grunde eller skulle blive opslugt af kristendommen. Langt hen af vejen havde de succes med det, fordi religionsblandingen stadig består.

I "De Ti" bud står der i det 2. bud, at indianerne gerne måtte deltage i julen, påsken og få syndsforladelse. I bud nummer ti står der, at de ikke skal strømme til de katolske gudstjenester, fordi disse gudstjenester var fjender af Inkariget og Inkakongen, som jo var Gud på jorden i menneskelig skikkelse. De skulle ikke dyrke spaniolernes venskaber og ikke kommunikere med dem - kun hvis de blev tvunget til det. De skulle huske at ære fortiden og forfædrene med sten og blomster.

Jesus på korset med spejl i panden

Kirken er stor for den lille fattige landsby uden strøm og vand. Kirken er bygget af røde mursten og doneret af bispedømmet Trier i Tyskland. Den har sin egen strømgenerator til den daglige aftenmesse. Når vi kommer ind i kirken skuer øjet et alterbillede i de andinske lidt gullige og brune farver; men foran dette står et stort og meget iøjenfaldende kors med Jesus i fuld størrelse.

Jesu lændeklæde er i hvid silke med guldbånd på. Tornekronen er der også; men udfra dens torne står 3 spejle i hamret blik oprejst op i luften. Solens stråler falder på dem og de lyser i eftermiddagssolen. Nonnen, der har arbejdet der i mange år, forklarer den undrende iagttager om dette fænomen.

Jo, i Inkariget var solen Overguden med de mange guder i naturen under sig. De lokale var selvfølgelig arbejdskraften, da kirken i sin tid skulle bygges, så de fandt deres egen vej til at kunne tilbede Solen. De kan nu tilbede både Jesus og Solen og dermed deres forfædre og deres Gud. Man er nu fuldt garderet - kan sige Fadervor, Troesbekendelsen og de oprindelige indianske bønner til samme gudstjeneste. Så kan det ikke gå helt galt! Korset går igen i et utal af danse.

De flotte udklædninger og midt inde i dansen kommer korset. Det bruges også i mange andre religioner end kristendommen som religiøst symbol. Det blev i Bolivia med kristendommens komme et fast symbol ved mange fester; men ikke altid med Jesus på. I stedet dekoreres det med alle landsbyens afgrøder, så det bliver et "overflødighedskors"; men dog stadigvæk et kors. Man viser sin taknemmelig til Moder Jord, Pachamama, og til den kristne Gud. Så får man begge dele med og træder ingen over tæerne.

Alle helgens dag - dødefester

Før kristendommens komme gravede man de døde op, satte dem sammen, pyntede dem og førte dem i processioner rundt i byen for at hilse på alle og hen til deres hjem. Nu nøjes man med at have små hjemmealtre i husets største rum med plads til mange besøgende med det kristne kors med afdødes navn, fødsels- og dødsdato, "Tumbaer".

Foran dette er et billede af afdøde, dennes livretter og majsøl. Alt dette er omkranset af kulørte pærer, hvis man da har lys. Men for at mindes forfædrenes gamle skik med at opgrave de døde har man nogle steder skåret græskar ud, så de præcist ligner et kranium.

I de indianske "Ti Bud" står der i det 6. bud, at de skal tage rent tøj på, faste i 12 dage uden salt, peber og kvinder. Derefter skal de gå ud til gravene, grave de døde op og ære dem. Denne fest faldt præcist som den nuværende kristne Alle helgens dag på den 1. november.

Efter Kolonisationen fortsatte denne skik og man betalte simpelthen præsten for at sige "ja" til opgravningen. Processionen med skelettet fortsatte til præstegården, hvor præsten velsignede optoget og den døde. Ifølge officielle kilder foregår ritualet stadigvæk visse steder i Bolivia.

Oprindeligt handler denne fest først og fremmest om livet på landet og jordens frugtbarhed. Det er en frugtbarhedsrite (et ritual), som henvender til Moder Jord og de døde for at få hjælp – hjælp til regnen og en god høst. Præcist på det rette tidspunkt af året tager de levende kontakt med deres døde og Den Hellige Moder Jord.

Det er vigtigt at påkalde Moder Jords gode vilje for at sikre sig en god høst. Moder Jord og de døde kender deres besværligheder på og med jorden. Selvom Biskopmødet i Lima allerede i 1567 forbød opgravning af de døde, samt lege på kirkegården, komediespil og fest i kirken - men dette forbud blev kun på papiret!

RETUR TIL JALLQUA 99