Rejsebrev for 24. og 25. september

Af Birger Larsen

Jeg mødes i lufthavnen med fem mennesker jeg aldrig har set før. Skal på ekspedition til et af Sydamerikas mest ufremkommelige lande: Bolivia. De har enorme mængder af udstyr fra DR. med, soveposer, telte, liggeunderlag plus det man normalt kun rejser med, personlige ejendele. Der skal slæbes og laves en film, om Jallqa indianerne.

Stuvet sammen som burhøns flyver vi over Atlanten. Jeg sidder klemt inde imellem en færing og en nordmand i tretten timer ( er flyselskaberne ikke orienterede om at gennemsnitshøjde og størrelse af europæere er steget 10 % igennem de sidste 2o år ).

De evigt smilende stewardesser bringer drikkevarer ad libitum. Drikker kun vand elles hæver fødder og ben- uudholdeligt. Lander i Sao Paolo cirka 20 millioner indbyggere, verdens anden største by, efter Mexico City. Brasilien bringer billeder frem om samba og fodbold. Det brasilianske sprog er som en smuk kærlighedssang.

Flyver videre over lavlandet imod verdens ryg- over Amazonas , drengedrømmene og bøger danner billeder- Jivaro hovedjægerne af Jørgen Bitsch osv.

Lander i Santa Cruz i Bolivia. Det er tropisk varmt, da vi stiger ud af flyveren. Vores enorme bagage skal fortoldes og vi skal skynde os at nå vores forbindelsesfly til bestemmelsesstedet, Sucre.

Flyet er fløjet en time før beregnet, da de reparerer på flyvepladsen i Sucre.
Næste fly er om tre dage. Hvad gør vi nu !

Vi tager en taxabus ind til Santa Cruz busterminal. Eneste mulighed er at komme med en lokalbus ad små veje over bjergene, til Sucre, cirka 7OO kilometer- 20 timers bustur. Vi venter ovenpå det store bagagebjerg, blandt mange nysgerrige indianerkoner i farverigt tøj med lange fletninger, der når dem ned til ballerne. Efter fem timers venten og en nødtørftig proviantering, propper vi os ind i en bus, der bestemt ikke ville gå igennem syn i Danmark. Rundt om os sidder indianerne med farverige bylter på skødet. Flere af dem har babyer, der ikke er mere end to måneder gamle.

Jeg falder i søvn. Vågner ved barnegråd. Der er en umiskendelig sødlig lugt af urin. Jeg bliver fortalt, at indianerne ikke bruger underbukser. Der er et lokum bag i bussen, da døren bliver åbnet er stanken uudholdelig, den bringer brækfornemmelser frem.

Det fuldmånebelyste landskab udenfor vinduet er ørkenagtigt med lange skygger. Foran mig sidder en gammel indianer, huden i hans nakke har den smukkeste bronzeagtige farve. Jeg spørger, om han vil have en banan, han takker og kigger på mig med dybe vise svømmende øjne. Det giver en fornemmelse af venlighed og samhørighed.

Jeg falder i søvn. Vågner ved at bussen stopper ved en Cantina. Får kaffe. Billeder fra amerikanske cowboyfilm vælder frem. Billy the Kid og Pat Garreth "Mama take this bagde off me" med Bob Dylan. Vi kører videre I den fuldmånebelyste nat. Kigger efter stjerner på himlen over bjergenes skygger. Vågner ved, at alle skal ud af bussen, vejen er fyldt med store huller, afgrunden er dyb.

Transport er forbundet med livsfare i dette fattige land. Infrastrukturen bryder sammen under korrpution og bjergenes vægt. Landskabet er meget tørt. Der er nogle få træer med store lilla blomster, ligner Bourgonvilla, men det er et lokalt træ.

Ankommer seks timer forsinkede til Sucre. De lokale projektfolk tager overvældende imod os. Får mad og bad og et lille værelse med hems og et stort rundt vindue for enden af min seng. På mit bord står en buket blomster, der dufter henrivende, en slags små lokale freziaer, sesqa hedder de.
I morgen tidlig skal vi ud til en stor fest, som Jallqaerne holder, der kommer mere end 2000 mennesker.

Erik siger, at de vil indvie mig som en " gudfader " for stammen. Lidt skræmmende, men jeg føler mig også beæret.

Vi ses i morgen.
Fremover skriver vi hver dag.

RETUR TIL JALLQUA 99