Rejsebrev fra Boliva den 16. oktober 1999

16-10-99

Af Birger Larsen

Santa Cruz

Sidder på et hotelværelse med air condition i Santa Cruz. Det er forfærdeligt varmt, lavlandstemperatur, 36 grader, udenfor.
De sidste par aftener har vi været inviteret hjem, til folk, der har været glade for vores besøg, for at spise aftensmad. Den bolivianske mad, hos folk, der som os har rigeligt af den, er en ren kødoplevelse, kæmpebøffer og lidt salat.

I går startede vi ved middagstid den lange køretur, med en stor middag på en restaurant i Sucre.

Ved totiden om natten nåede vi til Samaipata , hvor vi fandt et lille hus vi kunne overnatte i. Gulvet var smurt ind i petroleum for at holde de værste væggelus og kryb væk.

I morges kørte vi op for at se nogle fantastiske pre-inkaruinier, der var hugget ud i klippen. Det lignede allermest en raketaffyringsrampe. Svarene angående ruinen svæver i luften, som næsten alle svar af den slags gør, når vi er så langt tilbage i historien. Det var dog en yderst venlig arkæolog, der viste os rundt, og fortalte entusiastisk om ruinen.

Så kørte vi igennem heden og støvet ned til storbyen Santa Cruz. Jeg har ikke konstateret nogen højdeforskelseffekt.

Vi har nu sagt farvel til de mange søde og hjælpsomme mennesker, der velvilligt har hjulpet os, og forstået vigtigheden af at formidle deres lands problemer og at knytte bånd til den danske befolkning, med os som repræsentanter.

De oplevelser vi har haft, og som var umådelig presente, da vi var midt i dem, ligger nu i baghovedet og hjertet. Klar til bearbejdning, når vi kommer hjem.

Jeg har fået mange kontakter her, og jeg har fået et meget mere realistisk og relevant grundlag til forberedelsen af en præcis og detaljeret kursusplan for Bolivakurset på Andebølle Ungdomshøjskole. Specielt for vores rejse herover i år 2000, når jeg kommer igen med femten unge danskere, for at opleve og formidle de projekter, de lokale NGO er laver i samarbejde med Dialogos.

Det bliver rigtigt spændende.

Den mellemfolkelige udveksling i U-landsarbejde er ikke at forklejne. De fattige bolivianere er fuldstændig lige så intelligente og lever deres liv med lige så stor entusiasme, som vi gør. De har bare ikke de samme muligheder, som vi har. Det kan og bør vi hjælpe dem med at få.
Ekspeditionen er slut og det er en vis portion vemod, der præger mig ved tanken om, at deltagerne, der har været og arbejdet så tæt sammen i tre uger, tager ud til hver sin dagligdag, når vi lander i København.

RETUR TIL JALLQUA 99