Rejsebrev fra Boliva den 4. oktober 1999
05-10-99
Af Birger Larsen
El Villar
Jeg har aldrig været i en by uden elektricitet før. Stearinlys blafrer i meget få huse (dem der har råd ). Ellers er her blæksort. Jeg var lige ved at gå ind i en parkeret hest, der stod midt på gaden. Lyden af byens kor, der øver, høres højt. Musik bliver stærkere i mørket uden andre lyde omkring. De øver til festen på torsdag, hvor Jomfru de Rosario, skal bæres ud af kirken. I morges vågnede jeg ved den smukkeste korsang. Da jeg hørte sangen " El vino del cielo", vin fra himlen sprang jeg op af sengen og tænkte: "Grundtvig lever! " Også her.
Ellers har vi været ude i El Dorado og omegn for at besøge tre barfodslæger og deres miniposter, små lazaretter. Vi kørte i landcruiser, da der var for meget vand i floderne, vi skulle krydse. Vi var bange for at rideturen ville ende med, at vi ville blive skyllet af hesten. Efter 30 kilometers firehjulskørsel kom vi til en lille samling huse, fredfyldt trøstesløshed er den bedste beskrivelse jeg kan give. Spædbørn, der kravlede i støvet sammen med grise, ænder og hunde.
En af hundene havde mistet en halv pote, såret åbent og friskt. Selv midt i denne trøstesløshed hvor apati og opgivelse for mig må ses som eneste udvej får de bragt orden i kaos, reder de lange fletninger og bager kager i en kuplet stenovn midt på gårdspladsen. Børnene bliver samlet op og vi bliver beværtet af de utrolige fattige mennesker. Stegt kylling, kager, quinoamælk, suppe og kold kogt hvedevand. Med konfetti i håret og serpentiner om halsen, bliver vi bænket i Kvindeforeningens nyopførte ti kvadratmeters nyopførte lokale.
Barfodslægen har sin otte kvadratmeter store praksis i den anden ende af huset, med et tæppe på gulvet og et lille bord med medicin. Det atten kvadratmeter store lerhus er bygget ved at de har fået for 800 kroner cement, til fundamentet og kalk til væggene, en dør og et vindue fra Prodeco, en lokal humanitær forening, der samarbejder med Dialogos. Væggene og taget har de selv lerklinet og flettet. I huset sælger kvinderne nogle få produkter, ris salt , dåsesardiner og olie. De har også en symaskine, som de anvender når de holder møder i mødreklubberne.
En sammenligning med Europa i dette uvejsomme område ville fremstå fuldstændig grotesk. Her er de små stenede marker, og kun de små stenede marker livsgrundlaget .Jorden er det eneste man kan stole på. Alt andet er uopnåeligt. Men som god katolik, beder man dog for en sikkerheds skyld.
Imens børnene dør af snavs og sygdomme her, tager vi i den elitære del af verden tigerspring indenfor IT udviklingen. Her er der ikke engang elektricitet, imens vi prøver at beherske universet. Jorden blev rund ved Columbus, men blev den kvalitativt bedre?
Efter rørende takketaler kørte vi videre og besøgte de to andre barfodslægers miniposter, efter samme koncept. Barfodslægernes gerning er for at give en bæredygtighed, ulønnet . De tager en minimal betaling for behandlingerne, men de otte til ti patienter om ugen har ofte ikke andet at betale med end et æg eller en kylling.
Dagen i går startede med, at vi fulgt barfodslægens uddannelse. Eleverne, seks kvinder og to mænd mellem 18 og 40 år, havde gået mange kilometer for at følge den månedlige undervisningsdag. Fremstillingen af urtemedicin. Undervisningen forestås af den utroligt venlige Doktor Miguel Isola.
På et bord i en baggård ligger urter, på det åbne ildsted koges vand. Med venlighed videregiver Miguel Isola sin viden til de ivrige elever, der læser i bogen med pegefingeren. Viden om planternes lægende virkning og erfaringer bliver udvekslet. På trods af omgivelserne og den afslappede, rare venlige atmosfære, så handler det her om liv og død.
RETUR TIL JALLQUA 99
