Aftenstemning i El Villar

07-10-99

Af Heine Hestoy

Mørket sænker sig ikke over El Villar. Her på 19 grader sydlig bredde trækker vorherre gardinet for og så er der bælgmørkt. Klokken 1900 sker miraklet. Hostende går byens dieselgenerator i gang, og der bliver lys, men kun to timer hver aften, mere har byrådet ikke råd til. Udover finansielle problemer er det også særdeles vanskeligt at manøvrere en tankvogn til disse uvejsomme områder 200 kilometer syd for hovedstaden Sucre.

Folk trækker ud i døråbningerne for at passiare med forbipasserende. Børnene leger og slæber deres små søskende med. Der er stor interesse for vores lille redaktion, hvor vi kan sidde og kigge ud på gaden, mens vi arbejder. På stensætningen i de brolagte gader, der for flere hundrede år siden var en del af spaniernes stolte imperium, høres galopperende hove.

Det er den revolutionære skolelærer carlos, der rider rundt i gaderne og leder indbildte stormtropper sammen med frihedshelten Simon bolívar. På plazaen går de unge piger og drenge rundt og fraterniserer hinanden, måske glæder de sig til at lyset snart bliver slukket.

Vi er ved at være sultne, så kursen bliver sat mod byens eneste spisested , drevet af en spansk udseende meget smuk midaldrende kvinde, der styrer etablissementet sammen med et par indianerpiger. Beværtningens møblement består af to groft sammentømrede borde med tilhørende bænke af samme kvalitet, med plads til otte personer ved hvert bord. Til de mere mageligt anlagte gæster der skal nyde en aperitif er der sat to smukke liggestole frem, der kunne have gjort sig godt på et gammelt krydstogtskib.

Normalt er lokalet oplyst ved et par gaslamper eller stearinlys, men i lygtetændingstiden, er vi beriget med to nøgne 100 watts pærer, der hænger uskærmede ned fra loftet. I den ene ende af stuen står værtindens seng, som hun forlod den, da hun stod op i morges.

På vejen ud i gården for at lette mig, kommer jeg igennem køkkenet, hvor de to indianerpiger og fruen er i gang med de kulinariske udskejelser over det åbne ildsted. Den ene af pigerne er i gang med opvasken fra det foregående måltid, hun vasker op med koldt vand og bruger fortrinsvist fingrene til at gnubbe bestik og tallerkner rene med.

Maden i dag er ikke nogen overraskelse, vi har fået det samme de fire dage vi har været her. Til forret suppe kogt på majs og Quinoa, en boliviansk kornsort, der ligner hirse. Til hovedret stegt kylling med kartofler. Det er sund og nærende mad, men kan godt blive lidt ensformigt, dag efter dag.

Efter middagen bliver vi råbt ud i køkkenet for at prøvesmage fruens "Chicha" boliviansk majsøl, da hun bedyrer, at hendes majsøl er det bedste i El Villar og omegn. Vi holder os dog lidt tilbage, idet chicha, kan være hårdt for sarte europæiske maver, men her hjælper ingen kære mor. Hun vil se os hælde chichaen ned, så der er ingen vej udenom. Vi får se virkningen i morgen.

Hvordan virkningen har været på værtinden hersker der ingen tvivl om, hun er mildest talt ved at være overrislet af at drikke sit eget bryg, godt hjulpet af hendes mest stabile stamgæst, dyrlægen, der på grund af frustrationer over manglende patienter drikker sig usandsynligt beruset hver aften. Han har samme problem, som andre læger og autoriteter her på stedet. Uanset sygdommens art vil befolkningen på landet først opsøge den lokale "curandero", medicinmanden, før de konsulterer læge eller dyrlæge. Så han kan lige så godt fordrive tiden på en fornuftig måde, mens han venter på patienter.

Dyrlægen slår sig ned ved vores bord, sammen med Carlos, læreren, som efterhånden er blevet træt af at lege soldat. Vi har et par hyggelige timer sammen, hvor alle bedyrer, at de er meget glade og taknemlige for, at dialogos er kommet hele vejen fra Danmark for at hjælpe denne lille flække og 31 andre både moralsk og økonomisk.

Selskabet opløser sig selv, da generatorens hosten ophører klokken 2100. Det er sengetid i El Villar. Der er ingen, der har fjernsyn, og meget få har en transistorradio. På vores lille redaktion er vi så heldige at være i besiddelse at et solcellepanel, der giver lys til en 25 watts pære. så vi kan fortsætte vores arbejde, mens vi sidder og kigger ud i den stjerneklare tropenat.

RETUR TIL JALLQUA 99