Hvis vi ikke havde havet ...
16-10-99
Af Heine Hestoy
Santa Cruz de la Sierra
Bolivia, dette kæmpestore land på en million kvadratkilometer, engang dobbelt så stort får mig til at tænke en af de klassiske vittigheder fra Nordnorge: " Hvis vi ikke havde haft havet, hvad så. Skulle vi have båret bådene, eller hvad?
Denne vittighed får helt andre dimensioner i Bolivia. Her er den sørgelige kendsgerning nemlig den, at landet har ingen kyststrækning, som det eneste land bortset fra Paraguay på dette mægtige kontinent. Bolivia mistede alle sine havnebyer i Stillehavskrigen eller Guanokrigen, en krig om retten til at pålægge eksporten af guano afgifter. Bolivia tabte krigen, og i maj 1880 måtte landet afstå sin kystlinje til Chile og har lige siden måttet døje under ydmygelsen af at være en stat foruden havnebyer.
Som gammel sømand og skibsfører har jeg aldrig kunnet tage lande alvorligt, der ikke havde en havneby eller en flåde. Men jeg må dog tilstå, at, i løbet af de seneste tre uger har jeg fået revideret min opfattelse betydeligt, især på grund af en tæt kontakt til mange mennesker som jeg aldrig ville have opnået selv om de havde nok så mange havnebyer.
Det kan godt være, at bolivianeren ikke er kan føre et sejlskib eller en containerbåd, men til gengæld, er han i stand at manøvrere en lastbil med anhænger læsset med 20 tons cement hvoraf de ti tons er overvægt ad smalle veje, møjsommeligt hugget ud i de lodrette bjergsider, med frit fald på flere hundrede meter. Veje, der nogen steder er så smalle, at det yderste dobbelthjul hænger frit svævende over afgrunden, mens passagererne , der dingler ovenpå sækkene gør korsets tegn.
Jeg ved ikke hvem der holder hånden over disse chauffører, der med dødsforagt passerer hinanden på smalle vigepladser, eller bruger udtørrede floder som vej, når et stenskred har spærret deres rute. Pacha Mama, eller Vorherre Spørg mig ikke, men de kan noget som vi andre ikke kan og man må bøje sig i støvet for deres kunnen og deres dødsforagt.
Som afslutning på vores ekspedition valgte vi at udfordreskæbnen fra sucre til Santa Cruz på en af disse såkaldte veje. En beslutning, vi aldrig vil fortryde. Vores ukuelige og altid optimistiske leder Erik Jørs påtog sig opgaven som chauffør på den ene bil og Marcello den lokale chauffør tilknyttet Dialogos´ projekt påtog sig skipperrollen på den anden bil.
Det var ikke Atlanten vi vuggede på men fornemmelsen var den samme. Bilerne slingrede og duvede og vi blev kastet rundt. Der er et eller andet, der siger mig, at der gik sport i køreturen og en smule konkurrence imellem Erik og Marcello, men spændende var det og samtidig en åndeløs naturoplevelse. Mættet af natur og rejseoplevelser har jeg de senere år gået og bildt mig ind, at naturoplevelser ikke har den samme effekt på mig som før i tiden, Hvad kan vel være smukkere end en solopgang på Atlanten, eller nordlys på Island. Det kan turen fra Sucre til Santa Cruz
De øde bjerge på den lavere del af højsletten tårner sig over os med deres spredte vegetation, hvor erosionen fra en massiv udnyttelse af jorden har åbenbaret stenformationer i former og farver som burde være umulige. Vi krydser det udtørrede flodleje, og kører over rullesten, som burde høre hjemme på færøske eller skotske kyster, slebet af århundreders regntid.
Efterhånden som vi kommer længere ned i lavlandet hvor rigelige vandmængder og solens livgivende stråler har holdt på bevoksningen er kontrasten imellem de blide frugtbare skråninger og de stejle bjergsider, der omgiver de frugtbare dale næsten for smuk til at fatte. Gang på gang bliver vi nødt til at standse på vores køretur for at forevige det panorama, der åbenbarer sig for vores undrende øjne.
Nedstigningen til Santa Cruz kan godt være et antiklimaks, Byen er vokset op omkring en massiv udnyttelse af jorden ved afbrænding af regnskovene. Det har givet mange arbejdspladser, men kan sammenlignes med alle andre kortsigtede former for massiv udnyttelse af rigdommene i dette land, for eksempel sølvminerne i Potosi. Til trods for kendsgerningerne og som de håbløse romantikere vi alle til hobe er på denne ekspedition falder vi i staver og tænker den umulige tanke:
Det kan sgu ikke være så galt i et land, der besidder så megen skønhed.
RETUR TIL JALLQUA 99
