Vejen til Jallqua-land i Bolivia
26. september 1999 17:06:55
Vejen til Jallqua-land i Bolivia
Over 15.000 kilometer hjemmefra, og eventyret er kun lige begyndt.
af Jan Haugaard
Rejsen gennem Bolivias nat
I går aftes kl 18. begyndte eventyret. På rutebilstationen i Santa Cruz de la Sierra i hjertet af Bolivia, hvortil vi var nået efter 16.000 kilometers flyvning via London og Sao Paolo i Brasilien.
Rutebilstationen i Santa Cruz de la Sierra, den store Marcopolo-bus er klar til afgang. Den er specialbygget i Brasilien til kørsel i det barske landskab. Det er en barsk oplevelse at rejse med bus i Bolivia, men hvis man vil kende folket og landetat kende, er det måden - her møder man rigtige indianere - de findes endnu.
Fra Santa Cruz gik det videre til Sucre med terrængående bus af mærket Marcopolo. Køreplanen sagde 12 timers natkørsel. Bortset fra bussens projektører, var fuldmånen det eneste lys i landskabet. Ingen gadelygter, ingen oplyste vinduer, kun sølvagtige konturer af det, der så ud til at være visne træer i forgrunden, og lysende, stejle bakkekamme i baggrunden.
Inde i bussen var der kvælende varmt, selvom alle vinduer stod åbne - der var fuldt af børn, der behandlet som hunde af deres forældre og lagt til sove i midtergangen og under sæderne - bortset fra det var det egentlig ikke så dårligt. Der kørte voldsfilm på videoen og når man først havde lært at holde op med at håbe på, at der snart kom et stykke jævn vej, så var det faktisk en nydelse at ligge og lytte til chaufførens dygtige håndtering af den kraftige dielselmotor.
En gang imellem blev der gjort holdt ved landevjeskroer, der var oaser af søvnigt lys midt i natten - Flokke af søvndrukne børn og voksne omringede os for at sælge hårdkogte æg, ristede pølser, sodavand og kaffe - Fuldmånen blændede os, mens vi drak kaffe, så vi næsten ikke kunne se nogen stjerner, men vi fik da fundet stjernebilledet Orion og planeten Mars. Ikke at det gjorde os meget klogere på hvor vi var - der var ingen vejskilte, og vi fik vage, uforståelige svar, når vi spurtgte om retningen om mod Nord.
En mennesketransport med 44 sjæle, der forsøger at sove i larmen fra Marcopoloens 400 hestekræfter - der var toilet i bussen, men det lugtede kraftigt af hestestald - i midtergangen lå små børn og sov, mens deres forældre stoisk sad og tyggede koka-blade.
Bussen brølede videre i den uendelige nat. En mennesketransport med 44 sjæle, der kæmpede hver deres kamp for at finde hvile.
Daggry, støv og gæstfrihed
Ved daggry, hvor døgnet går fra totalt mørke til rosenfarvet dagning på ca 10 minutter - viser det sig at der stadig er over 150 kilometer til vores mål, den skønne stad Sucre, også kaldet højlandets Athen - det højland, vi kører igennem nu, smager af støv - det er eroderet og furet, som har det gennemgået alle helvedes pinsler - den rigelige vegetation ser ud som er den sprøjtet med syre - og så skal det ovenikøbet forestille at være forår -
Marcolpolobussen kæmper med alle sine 400 hestekræfter for at komme over rester af stenskred, sammenstyrtede broer og dæmninger, og må ad lange strækninger køre gennem gennem udtørrede flodlejer, fordi hovedvejen er spærret.
Hovedvejen mellem Santa Cruz og Sucre er hærget af stenskred og vildfarne vandløb - ved særlig farlige passager, hvor det ene sæt på dobbelthjulene hænger ud over afgrunden, må passagerne stige ud og lade chaufføren være ene om risikere livet, når han bringer bussen over.
Det første tegn på teknisk civilisation er en kæmpecementfabrik, under licens fra Ålborg Portland, og så... pludselig åbner sig en smuk dal: Den skønne stad Sucre ligger for vore fødder og efter 19 timer rejse, bliver vi modtaget af gæstfri venner på rutebilstationen.
I morgen tager vi op til Jallqua-land, stedet hvor koka er helligt. Vi skal til fest hos Jallqa'erne - der kommer 2000 mennesker, der vil fejre de danske ulandsarbejdere fra Dialogos - vi sender næsten direkte fra festen.
RETUR TIL JALLQUA 99
