En heldig kartoffel
30-09-99
Eller historien om hvordan kartoflen kom til jorden
Af Erik Jørs
Kartoflen, denne velsmagende rodfrugt, som de fleste af os sætter tænderne i dagligt, er som vokset ud af den danske bondestand. Vi tror den altid har været her, at vikingerne også nød de nye aspargeskartofler med et godt glas øl til; men sådan er det ikke. Kartoflen er først kommet til Europa efter 1492, hvor Columbus opdagede Amerika, men har hurtigt bredt sig til at være nationalspise i de nordlige lande i Europa, hvor vækstbetingelserne er optimale.
Kartoflen kommer fra højsletten, Altiplanoet, i Bolivia og Peru, og her findes den i mange farver og varianter. Jallqaindianerne gemmer kartoflen i store lerkrukker, som de graver et par meter ned i jorden, og her kan kartoflen holde sig i halve år. Andre steder lægges kartoflen i den kolde elv om natten og ud i den varme sol om dagen, herved skrumper den ind til valnødstørrelse og bliver hvid eller sort. Nu kan den holde sig i årevis, men smager mest af sure tæer, så man skal være lidt af en kender for at spise denne variant.
Kartoflen har ikke altid groet på Altiplanoet, en myte fortæller, hvordan den kom til jorden.
Pacha Cuti, den allestedsnærværende, havde inviteret himlens fugle til middag ovenover skyerne. Ræven hørte dette; men da den ingen vinger havde, kunne den ikke være med. Snu som ræven, overtalte den kondoren, verdens største fugl, til at flyve sig derop, mod at den fremover ville overlade noget af sit bytte til kondoren. På ryggen af kondoren blev den således transporteret med til festmåltidet. Der var alskens herligheder, også kartofler som den aldrig havde set på jorden. Den åd og åd, og da kondoren kom for at flyve den med tilbage, havde den slet ikke tid.
Da den endelig var mæt, efter at havde ædt tonsvis af kartofler, var kondoren fløjet, og der var ikke andre fugle, der var store nok til at bære den. Den fandt heldigvis et stykke gammelt tov, som den lod falde gennem skyerne og ned til jorden efter at have tøjret det til festbankettens bordben. Herefter firede den sig ned af tovet. På vejen fløj en flok papegøjer forbi, ræven råbte til dem og gjorde nar af dem "Ha, ha I er ikke de eneste der kan bevæge sig oppe under skyerne". Papegøjerne, der i forvejen ikke var bedste venner med ræven, fordi den ind imellem spiste en af dem, blev fornærmede på denne selvoptagne ræv og fløj hen og gnavede tovet over, selvom ræven lovede aldrig mere at jage dem, hvis de lod være.
Ræven styrtede mod jorden og råbte til menneskene, "saml alle jeres dyner og madrasser i en stor dynge, jeres gud er på vej for at besøge jer og vil gerne lande blødt". Uheldigvis ramte ræven ved siden af bunken, og oppustet som den var af al maden, eksploderede den, og kartoflerne fløj som projektiler ud over hele Altiplanoet, hvor de siden har groet.
