La moda chilena og dollars

12-10-99

Af Agnes Haugaard

Forskellen mellem livet på landet og i byen i Bolivia kan være ligeså stor som forskellen mellem Danmark og Bolivia. Enhver pæn, veluddannet og respektabel boliviansk familie har en indiansk tjenestepige på 16-20 år boende i et separat rum i gården med eget toilet. Pigen er rejst hjemmefra for første gang fra sin landsby for i storbyen at tjene penge til familien og måske få chance for uddannelse.

Nogle er klædt fuldstændig som derhjemme, andre har optaget storbyens klædning - den plisserede nederdel med underskørtet er udskiftet med blue jeans, de lange sorte fletninger er afkortede, de sorte bildæk gummisandaler udskiftet med blå plastiksandaler, den lysegrønne blondebluse med flæser er erstattet af en lyseblå t-shirt og den karakteriske hat er langt på kammeret, i hvert fald når hun går på skole om aftenen for at tage 8., 9. eller 10. klasse. Hun er en billigt og flittig arbejdskraft - er vant til at arbejde hårdt hjemmefra. Står op kl. 6.00 for at forberede familiens morgenmad, som består af 5 personer. De skal have kaffe, te, brød, ost og scrampple-eggs. Derefter, når husets børn og mand har forladt hjemmet, reder hun alle sengene, fejer og boner gulve. Så er det tid til middagsmad, som også er et stort projekt, fordi mange råvarer bliver lavet fra bundet - som f.eks. ají, som er chilipeber tillavet med olie og en slags persille - det knuses med en stor sten på en stenplade og tillaves hver dag. Ethvert hjem har et sted udenfor til at lave ají. Tjenstestepigen vil ikke spise med familien - hun er blevet spurgt; men vil helst spise for sig selv ved køkkenbordet med ryggen til resten af familien og uden at mæle et ord. Hun er simpelthen for genert. Hellere være sig selv i sin egen verden, end en del af noget som ikke er hendes og måske heller aldrig bliver det.

Der er ingen opvaskemaskine eller vaskemaskine, så når middagen er overstået starter vaskeriet i det fri i den lille baggård. Vaskeriet foregår med koldt vand - først med sæbe af olie, dernæst pulver og skylninger i koldt vand. Alt skal stryges - også undertøjet - når det er tørt. En lang dag slutter kl. 17 eller 18. Hun går i skole om aftenen. Det er en måde at komme videre eller i det mindste at kunne vende hjem med mere på kistebunden både pengemæssigt og uddannelsesmæssigt og på den måde hjælpe familien derhjemme.

Fruen i huset har selv en mor med lange fletninger, hat, bare fødder i bildæk gummisandaler og plisseret nederdel og ser ikke sin baggrund som særlig attråværdig - tværtimod! At leve og arbejde på landet er hårdt og hun kan ikke se, at det liv er noget at stræbe efter. Deres fester er vilde, landbefolkningen drikker af majsøllen, alkoholen og spiser coca-blade i et væk. De danser i flere dage uden ophør - alt er for beskidt og fattigt - det har hun en gang for alle lagt bag sig. Det er da sjovt at se for udlændinge, fordi de jo kan tage hjem til deres trygge lande bagefter. Alle kvinderne i omgangskredsen bor i byen og lever det samme liv med indianske tjenestepiger, eftermiddagste og klædt som i Europa i tøj, der helst skal være fra udlandet. Alt produceret i Bolivia anses for dårlig kvalitet. Alt det turisterne køber med hjem ses ikke i et almindelig bybolig.

RETUR TIL YALLQUA 99