Historien jeg helst ville glemme!
03-10-99
Af Jens Peter Bregnballe
Når man arbejder i Bolivia møder man et meget fremmed, men særdeles smukt land, og menneskene jeg har mødt og arbejdet med vil jeg altid huske, som stærke menneske. Den smukke natur, årstidernes barske skiften har en anden kulør, men foråret opleves også her som en befrier- men her løsnes der ikke fra den frosne jord, men fra den udtørrede ørkenagtige brune afsvedne vinter. Regnen løsner enhver spirer til grøn eksplosion.
Foråret 1993 i departementet Chuquisaca var ikke spor anderledes end det før beskrevne - men samtidig brød en koleraepidemi ud. Den spredte sig med vandet, og den optrådte pludseligt mange steder. Sygdommen afstedkommer voldsomme diarré - og opkastningsanfald, og tømmer kroppen fuldstændig for væske i løbet af meget kort tid - og sygdommen er i mange tilfælde dødelig!
Jeg arbejdede på det tidspunkt i Villa Serrano (1300 indbyggere) med et sundhedsprojekt i samarbejde med det lokale hospital. Der blev banket på min dør og blev bedt om at assistere med vores bil, da hospitalets ambulance var ude at køre andetsted i provinsen. En boliviansk læge Alicia og jeg drog afsted på en tre timers kørsel.
Da vi nåede frem til landsbyen, hvor koleraen var brudt ud fandt vi i uoplyst mørkt rum en kvinde liggende i hendes opkastninger og afføring. Hun blev straks givet væske - omend hun var så afkræftet at der ikke var meget håb. I et tilstødende hus blev der taget afsked med hendes mand - han var død i løbet af natten.
Mænd og kvinder sad omkring kisten med deres sorg, men de delte den. Man drak på traditionel vis chicha (majsøl) - bød hinanden af en kalabas, medens en mand slog de sidste brædder i kisten på plads. Udenfor sad en 4 årig dreng i en vandpyt, og spiste med fingrene sin aftensmad, medens hunde og svin løb rundt i mudderet omkring os. Ja billederne har brændt sig fast i min hukommelse, og jeg kunne godt udmale dem, hvilket ikke er min pointe.
Man havde i landsbyen netop fået lagt vand i rør, men vandet var endnu ikke tilsluttet, så man gik stadig til floden, og hentede drikkevand, vaskede tøj, vaskede sig, gik på toilettet samme sted.
En afgørende forbedring for landsbybeboernes sundhed var selvfølgelig, at man ville få adgang til rent vand i hanerne. Men enhver teknisk løsning på et problem, her adgangen til rent vand, må følges op med oplysning om hygiejne. Her synes hjælpearbejdet tit at slippe op, for det er ressourcekrævende. At ændre generationers vaner gør man ikke over natten.
Hvem er de nærmeste til at oplyse om bedre vaner. Svaret er indlysende. For Bolivianerne på landet er det selvsagt Bolivianere med insigt i deres kulturelle vaner, men med den nødvendige uddannelse, og ikke vestlige bedrevidende organisationers udsendte.
Og således er svaret på hvorfor DIALOGOS arbejder tæt sammen med Bolivianske NGOére i Bolivia givet. Svaret på hvorfor vi bruger vores tid på u-landprojekter er givet ved, at modtagerne for os ikke bare er et foto, men en del af en kultur og levevis vi er blevet en del af for en tid, og som vi ikke kan slippe, fordi vi er blevet beriget.
RETUR TIL BERETNINGER
