Andesindianernes myter

28-09-99

Af Birger Larsen

Andesindianerne skelner ikke mellem det levende og det døde, på samme måde som vi gør. For dem er alt levende.

Den jord vi betræder er selveste Moder Jords hud, hun som er kilden til alt liv.

Alt hvad der er i naturen, bjerge, dale, søer, floder osv. har sit eget liv og sin egen betydning. Selv menneskeskabte ting, maskiner, broer, byer osv. Får deres eget liv og personlighed, når de er skabt.

I jordens indre huserer Djævelen, her er kilden til rigdom: Guld,sølv og andre mineraler.

De højeste bjergtoppe er de ældste og største magter i området. Det er dem der har været der i længst tid. Det er "bedsteforældrene, der ser længst og ved mest".

Det er dem der passer på landsbyerne og ser til at menneskene opfører sig ordentligt og opretholder harmonien i landsbyen. De kan straffe med hagl, frost og misvækst, hvis samfundets love bliver overtrådt.

På højsletten bor de dæmoniske magter. Der opholder de fordømte sig, de der i deres liv har opført sig så dårligt overfor Guder og mennesker, at de ikke kan dø, men må leve en smertefuld tilværelse i sne og kulde, mens de leder efter menneskekød, som de kan æde. Deres ben er stive,der står ild ud af deres mund og deres øjne er som ild.

Her bor også halssnitterne, de hvide mænd der overfalder folk om natten og stjæler deres kropsfedt, som de sælger til de rige i byerne.

Fedtet bliver eksporteret til USA og Europa, hvor det anvendes til fremstilling af medicin, til at holde fly og satelitter i luften med, eller biskopperne bruger det, når de fremstiller hellig olie til messerne.

Længere nede af bjerget, bliver magterne mere civilicerede. Hver kilde og hver mark har en stedånd, som man agter og ærer. I landsbyerne råder der altid en skytsengel. Det er ofte en lokal stedånd, der har fået et katolsk navn, uden derfor at ændre karakter.

De fem skabelser

I begyndelsen af verden var der kun mørke, og vilde dyriske kæmper befolkede jorden. Så befrugtede Solguden Moderen. Hun fik en søn, der skabte orden i kaos. Men hun døde selv som offer for de ødelæggende kræfter.

De første mennesker var meget primitive. De boede i huler og førte krige mod hinanden. De kendte intet til kultur eller religion.

I den anden tidsalder begynder den nye menneskehed så småt at dyrke jorden. De bygger terrasser og vandingskanaler. De bygger små huse af sten, men de har endnu ikke noget samfund, ingen kultur.

I den tredje tidsalder skaber guden lys, orden og kultur. Jorden befolkes af nye rigtige mennesker. Guden lærer menneskene at tale, at tæmme dyrene, at bo i rigtige huse, at spise tilberedt mad, at spinde og væve. Han giver dem goder som dans og musik.

Desuden lærer han menneskene, hvordan de skal leve i et samfund, han underviser dem i retfærdighed, ærlighed, menneskekærlighed, enkelhed, i at ofre sig for fællesskabet og at være gode samfundsborgere.

Den fjerde tidsalder er krigens tid. Menneskene fører krig mod hinanden. Krigerne bliver samfundets vigtigste personer. Under kampene forvandler de sig til pumaer, kondorer og ørne, som de tager navn efter. Men midt i krigens tid hersker der overflod, og menneskene lever i enkelhed og dyd. Man kender hverken til fattigdom, tyveri, hor eller dovenskab.

Den femte tidsalder var inkaernes tid.

Det gode og det onde

Engang da bønderne gik ned til møllen for at få malet deres korn, fandt de mølleren liggende død og kornkisterne var tomme. Bønderne kunne ikke forestille sig, hvem der havde slået mølleren ihjel, da han var kendt som en mild og godmodig mand.

Imens de snakkede om hvordan det dog kunne være gået til, at mølleren var død, huskede de at de om natten havde hørt nogle kraftige vingeslag. Men vingeslagene var smeltet sammen med vindens tuden, så de havde ikke tænkt nærmere over det.

Til sidst gik de ned til landsbyens kloge mand. Han var meget gammel og alle nærede dyb respekt for hans visdom. Han fortalte dem at den ulykkelige begivenhed ville gentage sig år efter år. Den eneste måde, man kunne forhindre ulykker, var at forlade møllen. Der var sket det, at godheden og ondskaben havde valgt møllen som kampplads for deres årlige tvekamp.

Godheden og ondskaben er to mægtige, meget smukke kondorer. Den ene indeholder alle de gode kræfter, der findes på jorden, den anden alt det onde. Hvert år på en bestemt dag udkæmper de en tvekamp, for at finde ud af, hvem der er stærkest. De vælger altid ensomt beliggende steder, og hvis et menneske kommer til at overvære kampen, så er de dødsens. For ingen må vide, hvilken kraft der har vundet.

Hvis godheden vinder bliver høsten god, der bliver ingen krige og alle skabninger ønsker at leve i fred og fordragelighed med hinanden. Men vinder ondskaben kommer der forfærdelige krige, pest og tørke.

De vingeslag i hørte, var lyden af de to kondores kamp. Vi kan ikke vide, hvem der vandt og vil som sædvanlig ikke kende fremtiden. Triste og forunderlige lyttede egnens folk til den gamle. Så gik de hjem for at begrave den ulykkelige møller.

Tilbage til Beretninger