Strategi og handlingsplan Diαlogos 2011

Generelt

Foreningen bygger på et humanistisk grundsyn. Foreningen er uafhængig af politiske, religiøse og økonomiske interesser. Foreningens formål er at støtte befolkningsgrupper i u-landene i deres selvvalgte udvikling væk fra fattigdom, og at arbejde for demokrati og en retfærdig ressourcefordeling.

Foreningen ønsker at inddrage og aktivere de store ressourcer, der findes i Danmarks tætte net af foreninger, institutioner og virksomheder, og at medvirke til en øget koordinering af NGOernes bistandsarbejde.

Foreningens aktiviteter finder sted med udgangspunkt i projektvirksomhed, oplysningsarbejde og dialog.

Foreningen anerkender Danidas NGO-strategier som et vigtigt grundlag for NGOernes arbejde og følger Danidas retningslinjer.


Sektorvalg og projekter

Aktuel status for foreningens indsats
Foreningen har i 2010 drevet tre projekter i Bolivia: Et sundheds- og miljøprojekt vedrørende pesticider (Plagbol), et integreret sundhedsprojekt med komponenter indenfor sundhed, ernæring og organisering (Cimes), og et sundhedsprojekt med fokus på interkulturel medicin (Prometra). Dertil kommer et uddannelses- og kommunikationsprojekt i Nepal samt to sundhedsprojekter i Uganda, et med fokus på interkulturel medicin (Kathes/Karamoja) og et med fokus på sundhed og miljø.

Sundhedsbegrebet opfattes bredt i foreningens projekter, og man inddrager tilgrænsende områder som f.eks. havebrug og demokratiudvikling, alt sammen med henblik på at forbedre sundheden og styrke civilsamfundet.

Gennem de seneste år har især to områder indenfor sundhed vist sig at have stor gennemslagskraft: Interkulturel medicin, dvs. brobygning mellem traditionel og vestlig medicin, samt sundheds- og miljørigtig håndtering af pesticider.

Fremtidig strategi
Foreningens projekterfaring ligger primært indenfor sektorerne sundhed, kommunikation og undervisning, og også i fremtiden forventes foreningens indsatsområder at koncentreres indenfor disse sektorer. Der vil i den sammenhæng blive trukket på de mangeårige erfaringer fra de allerede gennemførte sundhedsprojekter. Det vil være en vigtig del af den fremtidige strategi for sundhedsprojekterne, at erfaringsformidlingen styrkes.

Da foreningens medlemmer er fordelt på mange faggrupper, kan det ikke udelukkes, at der opstår projektforslag, som ikke umiddelbart ligger indenfor den nuværende profil, men som foreningen alligevel skønnes at have kapacitet til. I disse tilfælde er det bestyrelsens afgørelse om et projekt skal præsenteres for donorer; men at forhåndsudelukke projekter som ligger udenfor foreningens nuværende profil betragter Dialogos som ufrugtbart og lidet folkeligt.

Foreningen vil de kommende år arbejde på at udbygge sine kernekompetencer og i forlængelse heraf projektporteføljen. Der vil være særligt fokus på styrkelse af interkulturel medicin, sundhed-miljø-pesticider og undervisning. Formidling vil indgå som gennemgående vigtigt tema i alle projekter. Inddragelse af eventuelle yderligere kompetenceområder vil kræve nye ressourcer i foreningen udover hvad der aktuelt er til stede.

Aktiviteter i relation til målene for 2010
• Igangsætning af sundheds- og miljøprojekt i Uganda.
Projektet blev igangsat i juni 2010.

• Fortsættelse af sundhedsprojekt vedr. interkulturel medicin i Uganda såfremt ansøgning imødekommes. Alternativt justering af ansøgning og genfremsendelse til Projektrådgivningen ved senere ansøgningsfrist i 2010.
Projektansøgningen blev godkendt, og ny projektfase blev igangsat i maj 2010.

• Indsendelse af ansøgning til Danida om forlængelse af projektet vedr. sundhed og pesticider i Bolivia.
Projektansøgningen blev godkendt og ny projektfase blev igangsat i september 2010.

• Udsendelse af 2 hold unge til Nepal, og et hold til Uganda. Ungdomsgruppen afholder to store arrangementer.
To hold unge har været udsendt til Nepal og et hold til Uganda. Ungdomsgruppen har afholdt et stort arrangement (fest i Stakladen i Århus) og et mindre arrangement (suppedag på Strøget).

• Vurdering af andre eksisterende projektideer og hvis muligt indsendelse af ansøgning om forundersøgelse til yderligere 1-2 nye projekter.Der har ikke været indsendt ansøgninger om forundersøgelse, men en ny projektmulighed blev identificeret og projektansøgning vedr. et sundheds- og miljøprojekt på Filippinerne blev indsendt til ansøgningsfristen i december 2010

Mål for 2011
• Igangsætning af sundheds- og miljøprojekt på Filippinerne
• Indsendelse af ansøgning til Projektpuljen om forlængelse af projekt med fokus på interkulturel medicin i Bolivia med den bolivianske samarbejdspartner Prometra
• Indsendelse af ansøgning om no-cost forlængelse af projektet i Nepal
• Udarbejdelse af strategi for det videre arbejde i Nepal
• Indsendelse af ansøgning til udenlandsk donor om projekt vedr. sundhed og miljø på eksportgartnerier i Uganda
• Vurdering af andre eksisterende projektideer og hvis muligt indsendelse af ansøgning om forundersøgelse til yderligere 1-2 nye projekter
• Udsendelse af to hold unge til Nepal og to hold til Uganda. Ungdomsgruppen afholder to arrangementer.


Valg af lande og projektområder

Aktuel status for foreningens indsats
Foreningen erkender styrken i en koncentreret indsats og har af samme grund gennem mange år kun arbejdet med projekter/projektforslag i Bolivia og Nepal. For 2½ år siden udvidedes aktiviteterne til Uganda, og i 2011 udvides til Filippinerne.

Fremtidig strategi
Foreningens indsats vil også fremover begrænses til forholdsvis få lande, idet grundigt kendskab til lokale forhold efter foreningens opfattelse er en forudsætning for succesfuld gennemførelse af projekterne. Man vil dog ikke nødvendigvis begrænse arbejdsområdet til de nævnte fire lande, hvis vigtige projekter i andre lande dukker op, og foreningen mener at have tilstrækkeligt lokalkendskab og en indsats i disse lande skønnes at kunne gøre en forskel. Foreningen vil i den sammenhæng særligt se på, om erfaring fra allerede eksisterende projekter med fordel vil kunne overføres til andre lande, således som det f.eks. nu er sket i forhold til interkulturel medicin i Uganda.

For valg af projektområder indenfor det enkelte land gælder de samme overvejelser som ovenfor nævnt. Valget af projektområder afhænger i øvrigt af, hvilke projektforslag foreningen præsenteres for, og hvilke lokale NGO’er der samarbejdes med. Strategisk anerkendes fordelen i en koncentreret geografisk indsats også indenfor det enkelte land. Dog vil en styrkelse af erfaringsformidlingen naturligt medføre en udbredelse af foreningens projekter til større geografiske områder, således som det er sket med pesticidprojektet.

Foreningen vil de kommende år fortsat lægge stor vægt på tilstrækkeligt lokalkendskab ved opstart af nye projekter. Indenfor valg af lande og projektområder forventes således alene naturlig vækst baseret på kompetencer og erfaringer.

Aktiviteter i relation til målene for 2010
Der findes ikke aktuelt at være basis for yderligere geografisk udvidelse af aktiviteterne det kommende år, og der vil i stedet blive arbejdet på en konsolidering i de lande, hvor foreningen allerede er til stede.

Man har i 2010 arbejdet på konsolidering i Uganda, hvor projektaktiviteterne fortsat er af relativt ny dato. Man valgte at indsende ansøgning til Minipuljen om nyt projekt på Filippinerne, da der opstod mulighed for dels at tilføre foreningen nye medlemmer med erfaring derfra, dels at samarbejde med erfarne partnere både i Danmark og lokalt.

Mål for 2011
Der findes ikke at være basis for yderligere geografisk udvidelse af aktiviteterne i 2011.


Lokale samarbejdspartnere

Aktuel status for foreningens indsats
Foreningen betragter valget af lokale samarbejdspartnere som uhyre vigtigt, blandt andet fordi foreningen som hovedregel ikke har længerevarende udsendelse af danske konsulenter. I de hidtidige projekter har foreningen samarbejdet med NGOer eller projekter som foreningen har kendt personligt gennem flere år, og ud fra dette personlige kendskab vurderet som værende troværdige samarbejdspartnere. I denne vurdering indgår samarbejdspartnerens hidtidige erfaring og resultater, idégrundlag, vilje til at opnå konsensus med Dialogos og personlige relationer. Udover de direkte samarbejdspartnere søges foreningens arbejde altid koordineret med andre tilstedeværende NGOer og institutioner.


Fremtidig strategi
Den nuværende strategi for valg af lokale samarbejdspartnere har vist sig særdeles succesfuld, og foreningen påtænker derfor at fortsætte denne strategi i fremtidige projekter. Man er dog også opmærksomme på muligheden for et mere direkte samarbejde med nationale myndigheder og instanser i de tilfælde, hvor det skønnes mest frugtbart, f.eks. som det er sket i pesticidprojektet i forbindelse med udarbejdelse af læseplaner for offentlige uddannelsesinstitutioner.

Foreningen vil de kommende år arbejde på styrkelse af de lokale samarbejdspartnere og understøtte dem i processen med at etablere netværk og kontaktflader både i hjemlandet, regionalt og internationalt. Samtidig vil foreningen arbejde på at styrke samarbejdspartneres evne til selv at formidle resultaterne af deres arbejde.

Aktiviteter i relation til målene for 2010
• Lancering af spansk web-medie vedr. interkulturel medicin
Webmediet har vist sig vanskeligere at implementere end forventet men forventes implementeret i 2011.

• Boliviansk deltagelse på kursus i Danmark vedr. projektledelse m.v.
En bolivianer deltog på kurset.

• Planlægning af præsentation af projekter vedr. interkulturel medicin i WHO i Geneve
Planlægningen har vist sig vanskelig, da kontaktperson ikke som lovet er vendt tilbage til foreningen

• Planlægning af syd-syd udveksling mellem Dialogos’ projekter i forskellige verdensdele
En planlagt syd-syd udveksling mellem Uganda og Bolivia måtte aflyses men forventes gennemført i 2011

Mål for 2011
• Lancering af spansk web-medie vedr. interkulturel medicin
• Lancering af spansk website om sprøjtemidler og alternativer
• Udvikling af video-infoprojekt med Københavns Universitet o.a. vedr. sprøjtemidler Bolivia/Uganda
• Planlægning af præsentation af projekter vedr. interkulturel medicin i Geneve
• Gennemførelse af syd-syd udveksling mellem Dialogos’ projekter i Uganda og Bolivia
• Udarbejdelse af strategi og værktøjer for partneres kapacitetsopbygning vedr. organisationsudvikling
• Overvejelse om ansøgning om partnerskabsaktivitet


Øvrige samarbejdspartnere

Aktuel status for foreningens indsats
Der har gennem flere år eksisteret et tæt samarbejde med Andebølle Ungdomshøjskole, der årligt har et Bolivia-hold der efter teoretisk uddannelse på skolen har besøgt Bolivia, herunder foreningens projekter. Samarbejdet med Andebølle Ungdomshøjskole er ophørt, men erstattet af lignende samarbejde med anden højskole.

I sundheds- og miljøprojektet vedr. pesticider er der et nært samarbejde med ICOEPH og derigennem med Odense Universitetshospital. Derudover samarbejder foreningen med de medicinske fakulteter i Århus, Odense og København forbindelse med vejledning på studerendes opgaver. I det nye projekt på Filippinerne indgås aftale om samarbejde med Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser, GEUS. Foreningen er medlem af Projektrådgivningen og i flere faglige netværk i Danida-regi.

Fremtidig strategi
Foreningen vil fortsat bestræbe sig på at etablere samarbejde med danske institutioner og foreninger, herunder også institutioner og foreninger der ikke ellers ville beskæftige sig med ulandsarbejde. Foreningen ser positivt på muligheden for et samarbejde med andre danske ulandsorganisationer og Danida om konkrete projekter, og foreningen vil arbejde aktivt for netværksdannelse indenfor foreningens kerneområder og landevalg. Foreningen vil til stadighed søge at inddrage danske fagfolk der ellers ikke laver ulandsarbejde.

Aktiviteter i relation til målene for 2010
• Der koordineres med andre danske NGO’er i samarbejdslandene og evt. med udenlandske NGOer med henblik på erfaringsudveksling
Foreningen har deltaget i møder i ny-etableret Ugandanetværk og har afholdt erfaringsudvekslingsmøde med den danske NGO Axis der har aktiviteter i Bolivia

• Der tages initiativ til drøftelser af fælles projekter med andre danske NGO’er.
Muligheden for fælles projekter blev kort drøftet på ovennævnte møde med Axis men er ikke blevet konkretiseret

• Kontakterne til de danske universiteter udbygges, og universiteterne bruger foreningens projekter som platform i undervisning og studenteropgaver

Konkret er etableret samarbejde med KU Global Health, Life og GEUS. ICOEPH er fortsat den vigtigste faglige sparringspartner på miljø-arbejdsmiljøområdet og gennem medlemmer af DASAM (Dansk Selskab for Arbejds- og Miljømedicin) varetages undervisning på universiteterne der også inddrager erfaringer fra samarbejdet med Dialogos.

• Samarbejdet med Andebølle Ungdomshøjskole søges erstattet med anden lignende højskolepartner
Der er indgået samarbejde med Brandbjerg Højskole, hvor første Bolivia-kursus gennemføres primo 2011

• Mulighederne for kontakt og samarbejde med andre undervisningsinstitutioner i Danmark afsøges
Der er ikke indgået samarbejder med andre undervisningsinstitutioner i Danmark


Mål for 2011
• Der koordineres med andre danske NGOer i samarbejdslandene og evt. med udenlandske NGO’er med henblik på erfaringsudveksling
• Kontakterne til de danske universiteter udbygges, og universiteterne bruger foreningens projekter som platform i undervisning og studenteropgaver
• Samarbejdet med Brandbjerg Højskole udbygges


Oplysning og folkelig forankring

Aktuel status for foreningens indsats
Foreningen har en nyligt opdateret hjemmeside på dansk, der formidler nyheder m.v. om foreningen og dens projekter. Foreningens medlemmer deltager i foredragsvirksomhed. Der er udarbejdet flere film om projekterne, og der publiceres jævnligt artikler om foreningen og dens projekter i forskellige tidsskrifter. Foreningen udgiver 2-3 gange årligt DialogosNyt, der i trykt form formidler nyheder fra foreningen direkte til medlemmer og andre interesserede.

Der er indgået en aftale med Brandbjerg Højskole om besøg på foreningens projekter i Bolivia. Oplysningsvirksomhed vil indgå i elevernes opgaver.

Pesticidprojektet har en velfungerende hjemmeside på spansk, der formidler viden om brug af pesticider, herunder undervisningsmaterialer, og konkrete erfaringer fra projektet.

En oplysningsgruppe har været forsøgt etableret i foreningen men har beklageligvis ikke kunnet bringes til at fungere, og gruppen har de facto nedlagt sig selv i 2010.

Fremtidig strategi
Foreningen ser fortsat oplysning både i Danmark og i samarbejdslandet som en vigtig forudsætning for opbakning om udviklingsarbejdet. Udviklingsarbejdet kan kun finde sin legitimitet ved en fortsat dialog om projekternes nødvendighed og bæredygtighed, som må foregå som en udveksling mellem aktive medlemmer internt, og medlemmers aktive deltagen i debat og oplysning i det danske samfund. Samtidig skal de lokale samarbejdspartneres evne til formidling og fortalervirksomhed styrkes og løbende forbedres, og oplysning og formidling skal indtænkes som en naturlig del af projektforberedelse og -implementering.

Det er vigtigt for Dialogos hele tiden at arbejde for at sikre og udvide foreningens folkelige forankring, og oplysningsarbejde er et af de vigtigste værktøjer hertil.

Foreningen vil til stadighed tilstræbe synlighed af foreningens aktiviteter og erfaringer. Foreningen vil fastholde og videreudvikle allerede eksisterende samarbejder med ungdomshøjskole, universitet m.v. Det vil blive tilstræbt at udvide foreningens erfarings- og kompetencebase gennem inddragelse af faglige og sociale netværk i foreningens aktiviteter.

Aktiviteter i relation til målene for 2010
• Hjemmesiden skal løbende opdateres med nyt materiale
Foreningens to hjemmesider www.dialogos.dk og www. dialogosungdom.dk er løbende blevet opdateret med nyt materiale

• 2 numre af DialogosNyt
Der er udgivet to numre af DialogosNyt

• En artikel pr. projekt i eksterne medier
Antallet af artikler har været lavt, om end der har været omtale af foreningen på u-landsnyt.dk og i Danidas blad Udvikling. Der er udsendt radioprogrammer med indhold om alle foreningens projekter til 150 lokalradioer (kan høres online på foreningens hjemmeside).

• Medlemsskaren øget til 300 medlemmer
Medlemsskaren er øget fra 120 til 180 medlemmer

• Implementering af elektronisk arkiv for foreningens materiale
Det elektroniske arkiv er etableret, men det har vist sig vanskeligt at få journaliseret eksisterende materiale, og arkivet fungerer fortsat ikke efter hensigten

• Fortsættelse af arbejdet med at styrke foreningens informationsmateriale generelt
Foreningen besidder i dag generel brochure, kopier af medlemsblade, radioprogrammer på CD og en film om Nepal som sit basale informationsmateriale. Hertil kommer dialogos.dk og dialogosungdom.dk

• Drøftelser med Adventurekompagniet om besøgsrejser til foreningens projekter
Kontakten til Adventurekompagniet er gledet ud, og der er ikke indgået aftaler

• Udsendelse af interview med den bolivianske ambassadør i Danmark og eventuelt andet radiomateriale, herunder radioprogrammer fra Bolivia og Nepal
Der er udsendt radioprogrammer med indhold om alle foreningens projekter til 150 lokalradioer (kan høres online på foreningens hjemmeside). Programmet med Bolivias ambassadør blev ikke gennemført, da han forsvandt ud af syne trods mange forsøg på kontakt.

• Afholdelse af foreningsseminar
Afholdelse af foreningsseminar måtte aflyses pga travlhed med andre opgaver hos arrangørerne

Mål for 2011
• Hjemmesiden skal løbende opdateres med nyt materiale
• 2 numre af DialogosNyt
• En artikel pr. projekt i eksterne medier
• Medlemsskaren øget
• Implementering af elektronisk arkiv for foreningens materiale
• Fortsættelse af arbejdet med at styrke foreningens informationsmateriale generelt


Strategiudvikling og målsætninger for foreningen

Forud for hver generalforsamling påhviler det bestyrelsen at gøre status over de opnåede og evt. ikke opnåede mål for det forgangne år, samt udarbejde forslag til mål for det kommende år samt forslag til budget der afspejler de planlagte aktiviteter. Målene og tilhørende budget for det kommende år skal godkendes på generalforsamlingen. Herudover påhviler det bestyrelsen forud for hver generalforsamling at vurdere, om der er behov for justering af foreningens strategi.