Indianermarked, Rambo-tur og lejrbål

Af: Tobias Tallov-Bandholm

20/04 -08

Vi kørte et par timer på ladet af en firehjulstrækker en Toyota H.I.L.U.X. ud til en by, der hedder Tarabuco, hvor der ligger et rigtigt stort og spændende indianermarked. Vi blev enige om lige at gå en runde, og så derefter begynde vores crazy-shopping. Vi gik rundt i nogle små grupper og købte forskellige ting til familier, kærester, venner og så selvfølgelig også lidt til os selv.

Vi var 9 personer i denne bil under en tur på 10 timer
På marked i Tarabuco
På marked i Tarabuco

Bagefter satte vi os igen op bag på bilen, og kørte ud til en lille landsby, der hedder El Villar, hvor vi skulle sove hos vores chauffør, Jaime, i et lille værelse med to senge, og et par madrasser på gulvet. Inden vi gik i seng, gik vi ned og spiste aftensmad på byens restaurant/Internet-café.

Kyllingesuppe til forret og stegt kylling med ris og kartofler til hovedret (like always). Jeg tror vi allesammen kommer til at være rigtig godt trætte af kylling, når vi kommer tilbage til Danmark. Så skal den bare stå på hakkebøffer med brun sovs og kartofler.

Udsigt på vej tiol El Villar
Udsigt på vej til El Villar
El Villar
El Villar

Morgenen efter kørte vi i et par timer op i bjergene til landsbyen La Revuelta. Hold kæft, jeg har aldrig set noget lignende. Det var helt fantastisk!

Vi kørte ned til en TOTALT afsidesbeliggende landsby uden elektricitet, der lå midt ude i junglen ved siden af en flod. Turen op og ned gennem bjergene var HELT fantastisk, med tropisk vegetation over det hele. Alle de lyde vi indtil videre kun har hørt i Rambo-filmene, når han render rundt ude i junglen og leger. Det var helt fantastisk at høre alle de lyde!

Det var helt som at være midt i en film med alt det fantastiske vi kunne se og høre. Det var helt vildt at sidde midt i den fantastistiske natur. Jeg følte virkelig, at jeg sad midt i et forhistorisk landskab.

Smuk pause på vejen
Smuk pause på vejen

Da vi begyndte at nærme os byen, kunne vi så småt begynde at se folk, der kom ud fra deres lerhuse for at se, hvad de hvide mennesker dog skulle lave der ude in the middle of nowhere.

Da vi kom kørende ind i byen gik der cirka et kvart sekund og så var vi i "centrum". Så holdt vi ude foran byens "restaurent", hvor vi skulle spise.

Da vi havde spist en smule jordnøddesuppe (som smagte skide godt), kørte vi i 30 sekunder og så var vi på byens hospital, hvor vi skulle sove i et lille hyggeligt rum. Vi fik lagt vores madrasser ud på gulvet, hængt vores myggenet op, og fordelt, hvem der skulle sove hvor. Bagefter kørte vi ned til floden for at samle brænde til aftenens lejrbål.

La Revuelta
La Revuelta
Restauranten i La Revuelta
Restauranten i La Revuelta

Mads, Samuel og jeg fandt det bedste stykke brænde, eller det vil sige, det var mere en træstamme, vi synes kunne være rigtig, rigtig god at smide på bålet. Men de andre delte ikke rigtigt vores entusiasme omkring dette dejlige stykke træ.

Om aftenen tændte vi bålet, og i løbet af blot en halv time, var størstedelen af byen samlet omkring bålet, for at synge, danse og bare nyde samværet mellem indianere og hvide mennesker.

Der var en masse af de mindre børn, der stillede sig op og sang en sang eller to, og vi stillede os også op som en gruppe og sang et par sange for dem.

Asger og jeg stillede også op med et lille rap-nummer, vi lige syntes, de skulle høre. Det gik fint nok, men man kunne sagtens fornemme, at det var destemt ikke noget, de var vant til at høre.

Efter den her lille "komsammen" gik vi alle lidt efter lidt ind i seng.

Ved lejrbålet
Ved lejrbålet

Personligt havde jeg lidt problemer med at få det her satans myggenet til at gå hele vejen rundt om min madras og min lettere buttede, solbrændte danskerkrop. Efter lidt roden rundt med det og en fiks opfindelse, der bestod af at tage mine sko indenfor myggenettet for at bruge dem som støttesten i hjørnerne, ordnede det hele sig, og jeg faldt i søvn.

Jeg har en teori om, at grunden til at jeg sov så tungt natten igennem, var fordi jeg havde valgt at plante mine størrelse 45 kloroform-bomber lige ved siden af mit hoved.