Den Hvide Lucky Luke
Af:Tobias Tallov-Bandholm
22.04.2008
Dagen startede med at vi stod alt, alt alt for tidligt op ifoelge hvad min krop fortalte mig. Da vi alle havde faaet toej paa og havde gjort os klar, gik vi over til Doña Flora, som er hende, der ejer det sted, vi spiste aftenen foer. Der fik vi noget morgenmad. Vi fik Buñuelos (noget der minder om pandekagedej, der bliver haeldt ned i stegende olie) der blev dyppet i sukker, og for fanden da det smagte godt!
Det var virkelig, virkelig dejligt at sidde og spise de her herlige sukkerbomber, mens vi sad og kiggede op paa de skyklaedte bjerge, der blev ramt af den rejsende sol´s gyldne straaler. Det var en helt fantastisk oplevelse!
I dag var det Anna's 13-aars foedselsdag, saa Birger fik lavet en fin lille lagkage af Buñuelos. Den bestod i og for sig bare i at laegge en masse Buñuelos sammen, haelde sukker over og saa saette en helvedes masse danske flag i.
Da vi havde spist og drukket vores the og kaffe, gik vi lige ind paa hospitalet og gjorde os klar til at komme ud og ride, hvilket var dagens hoejdepunkt.
Vi fik allesammen en hurtig tur rundt paa gaardspladsen inden vi tog rigtigt ud og ride, bare lige for at finde ud af, hvordan det hele fungerer, for os der aldrig har proevet at ride rigtigt foer.
Efter lidt tid fik vi allesammen en hest af de to, der skulle med os (Jaime og Ivar), og jeg blev enig med mig selv om, at siden jeg var saa skide Cowboy med hat og det hele, saa skulle min hest altsaa ogsaa doebes "Jumper" (Lucky Luke's hest, og det var jo meget naturligt, idet jeg er intet mindre end Lucky Tobias).
Da vi havde reddet i cirka otte et halvt minut, blev vi haardt og brutalt kastet ud i floden, som vi skulle ride over. Inden vi red over, fik vi at vide, at vi endelig ikke maatte kigge ned i vandet, for saa ville vi bare falde i vandet og faa hesten over os. Det var jo ganske betryggende at vide, at hvis vi kiggede ned i vandet, ville alverdens ulykke ramme os.
Men vi kom alle uskadte over floden, og saa gik turen ellers videre ud til skole i nabolandsbyen Rodeito, hvor vi afleverede en masse fodboldtroejer og nogle haandbolde.
Da vi kom til skolen og havde spaendt vores heste fast til hegnet, stod vi og ventede et stykke tid paa at eleverne fik frikvarter.
Mens vi stod og ventede, begyndte alle hovederne i klasselokalerne lige saa stille at dreje i vores retning ud gennem "vinduerne"("Vinduer" er nu saa meget sagt, det var saadan set kun firkantede huller i lervaeggene).
Efter fem minutters tid kom der en lille dreng loebende tvaers over gaardspladsen, hen for at ringe med "klokken", der i al sin enkelthed bestod af en daase forbundet til en sten med en snor i.
Saa snart han havde ringet med klokken kom alle eleverne loebende ud i gaarden, og man kunne tydeligt maerke, at selvom de gjorde alt for at skjule det, stirrede de saa meget som muligt i vores retning.
Efter ganske faa sekunder vendte deres diskretionsniveau fra at vaere minimal, men dog stadig til stede, til ikke eksisterende.
I loebet af ingen tid stod folk i smaa og stoerre grupper og snakkede hoejlydt om disse "Gringo's", som vi tydeligt kunne hoere, de omtalte os som.
Inden jeg tog paa den her rejse havde jeg altid opfattet ordet "Gringo" som at vaere staerkt nedladende, lidt ligesom nogle omtaler sorte mennesker som "negere", eller "nigger" paa engelsk.
Men nu kan jeg se og fornemme, at det behoever ikke altid at vaere negativt ment. I visse sammenhaenge har det at goere med manglen paa andre ord at bruge til at omtale hvide mennesker,
I denne sammenhaeng kunne vi sagtens vaere aarets sevaerdighed, da det ikke ligefrem var den stoerste turistby, vi var kommet til. Faktisk forholdt det sig saadan, at ligesom i La Revuelta, var de eneste hvide mennesker byens indbyggere faar at se, dem Birger har med sig paa sine boliviahold fra Andeboelle.
Da vi kom lidt ind paa gaardspladsen blev vi lidt efter lidt "omringet" af disse boern i alle aldre. For enden af pladsen, kom der nogle boern med at par stole, som vi satte os paa.
Efter fem-ti minutter uden skyggen af laerere, begyndte jeg saa smaat at taenke " hvaaaaa, ved de slet ikke at vi kommer eller hvad?", men saa med det samme jeg havde taenkt den tanke, kom der tre laerere gaaende med store fade fyldt med frugt, de lige havde vaeret omme bagved og plukke. Fadene var fyldt med de laekreste bananer, de saftigste appelsiner og de soedeste mandariner.
Det var simpelthen et "maaltid" for guderne.
Efter en masse pillen og skraellen frugter, fik vi givet laererne de tre haandbolde, vi havde med og et par fodboldtroejer og fodboldshorts, vi havde faaet doneret af OB.
Bagefter gik vi ind i de forskellige klasser og gav dem en masse balloner. Det syntes vi jo var en god idé, indtil alle ungerne begyndte at puste ballonerne op, og lade dem fise rundt over det hele, og tage fat i hver side af "mundstykket" på ballonerne, saa der kommer en forfærdelig pibelyd.
I stedet for at give disse soede boern gaver, og vaere lidt ligesom julemaend, blev vi "The Messengers of Chaos and Destruction" med alt den larm de foraarsagede med ballonerne.
Da vi havde vaeret inde i tre klasser, og der efterhaanden havde bredt sig denne infernalske lyd af boern med balloner, besluttede vi os for at i den sidste klasse, skulle eleverne forerst have ballonerne EFTER vi var taget afsted.
Inde i den sidste klasse sang boernene for os, og vi besluttede os for at vi skulle da lige synge "På Loftet Sidder Nissen" for dem.
Efter denne udveksling af mere eller mindre melodiske sangstemmer fik vi serveret en lille forfriskning, som bestod af varm pulvermælk og nogle brød – Anna´s fødselsdagsformiddagssnack.
Da vi skulle gaa gik vi alle op til laeren og sagde mange tak for at vi maatte tage lidt af deres tid, og jeg gav ham alle disse balloner, han skulle give til eleverne, naar de fik deres naeste frikvarter.
Så gik turen tilbage til La Revuelta – Over bjergene, mellem markerne og igennem floden.
Mads og jeg red forrest, og da vi kom ned til floden, ventede vi lidt på de andre, mens vi red lidt rundt omkring. Så krydsede vi floden, og jeg havde allerede forberedt mig på, at jeg ville falde i, for jeg tænkte, at nu havde jeg jo været så heldig ikke at falde i den første gang, så skulle jeg da være svineheldig, hvis jeg også kom tør over anden gang. Men vi kom alle helskindede over, men vi var nok ogsaa alle lige ved at falde i et par gange. Da vi kom over, skulle vi bare over en lille stenslette ved floden, og så over et lille græsareal, og så var vi i byen.
Igen var det Mads og jeg der red forrest, og det var lidt sjovt, i betragtning af, at vi var de mest uerfarne ryttere - ingen af os havde prøvet at ride sådan rigtigt før. Da vi kom ind i byen, red vi lidt rundt inde på pladsen, indtil vi var kommet tilbage allesammen. Sikkert tilbage til byen, spændte vi hestene fast til hegnet, og gik over og fik noget at spise hos Doña Ana.
Vi fik at vide, at hvis vi var interesserede, kunne vi få love til at ride på egen hånd i en times tid eller to, indtil vi skulle hen på byens skole og give nogle flere trøjer, shorts og bolde.
Det sagde vi alle sammen ja til, undtagen Birger.
Da vi havde spist, gik vi hen til hestene og red os en tur op i bjergene.
Det gik ganske godt til at starte med, men det var lidt besvaerligt for nogle af os, da vi blev "beordret" til at skifte hest, fra den vi havde vaennet os til fra foer til en anden.
Men det gik rimeligt smertefrit det foerste stykke tid.
Vi red stille og roligt op i bjergene var enige om, at der skulle ikke leges "race-horse" nu naar vi ikke havde hverken havde Birger, Jaime eller Ivar med.
Da vi var kommet cirka en halv times tid op i bjergene, begyndte hestene saa smaat at blive lidt urolige, og specielt min, der var den stoerste af alle hestene, begyndte at blive ganske rastloes.
Saa selv efter et ihaerdigt forsoeg paa at faa denne store hvide hest til at slappe lidt af, begyndte den at oege tempoet.
Det startede med trav i cirka to sekunder og saa med èt, fòr den afsted i galop, mens jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at blive paa hesten indtil jeg kunne faa den stoppet.
Det var en rigtig, rigtig fed foelelse for saadan en "Ride-jomfru" som mig at formaa at blive oppe paa hesten, selvom den red i galop, og faa den stoppet stille og roligt.
Da jeg havde ventet paa de andre i omkring fem minutter taenkte jeg for mig selv " nej NU maa de da snart vaere her!". Jeg havde kun lige naaet at taenke tanken, foer jeg kunne se Mads komme ridende og spurgte med det samme " er du okay, Tobias??!".
Jeg savere kort og med en selvsikkerhed, der senere skulle vise sig at vaere ganske unoedvaendig, " ja, selvfoelgelig da, tror du ikke jeg har fuldstaendig styr paa det hele?! Jeg staar da bare og venter paa jer!". Sidste del sagde jeg dog med et glimt i oejet, for der skulle da ikke herske nogen tvivl om, at det paa ingen taenkelig maade var min intention at ride med den her "nye" hest i galop.
Da vi atter var fuldtalige, red vi videre op i bjerget, men var dog alle indforstaaede med. at vi skulle snart til at vende naesen hjemad igen, vi skulle bare lige lidt laengere op og nyde udsigten og foelelsen af at opleve Bolivia paa hesteryg.
Det foerste stykke tid gik fint nok og jeg red bagerst.
Da de andre synes, at nu gik det lige langsomt nok, og satte tempoet op, var min hest og jeg ganske enige om, at de skulle fandme ikke komme her og ride fra OS, saa vi satte ogsaa tempoet op, saa vi kunne holde trit med de andre.
Men saa, lige pludselig fik min hest oeje paa Asger og Mads, der red helt oppe foran, altsaa var et godt stykke vaek, og saa tog djaevlen fat i hesten og den satte i galop igen, men denne gang i et forholdsvis langsomt tempo ( i hvert fald i forhold til tidligere).
Men da vi havde passeret Mads, tog det virkelig til, somom den skulle vise saadan en dum dansker, hvordan man virkelig rider deroppe i de Bolivianske bjerge.
Jeg red SINDSSYGT hurtigt, og det var helt saa jeg ikke kunne hoere noget som helst for vinden, der susede saa kraftigt i mine oerer.
I de foerste par sekunder taenkte jeg, at det var da egentlig fedt nok, selvom jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at stoppe. Lige pludselig kunne jeg maerke, at saddelen aabenbart havde rystet sig loes, saa stoerstedelen af den faldt af. Jeg kunne ikke laengere holde balancen, saa jeg maatte slippe toejlerne, og holde fast med venstre haand oppe ved manken, og med hoejre haand omme bag paa ryggen af hesten.
Jeg sad der i et par sekunder og kunne stirre direkte ned i den bolivianske "intethed", der laa blot 15-20cm til hoejre for mig.
Da jeg til sidst fik taget mig sammen til at slippe hesten og tage fat i toejlerne, kunne jeg godt maerke at i det sekund. jeg havde sluppet hestens krop, havde jeg begaaet en kaempe fejltagelse - for heesten ville bestemt ikke stoppe, og sagtnede kun farten en lille bitte smule, for derefter at saette tempoet op til maximum, med det resultat, at den stejlede en ganske lille bitte smule, og jeg blev skubbet af paa grund af den kaempe vindmodstand, der kom lige forfra.
Jeg faldt af og ramte direkte ned paa noget rigtig haardr jord i en lille bitte kloeft, der var ved vejen, mens hesten bare fortsatte derudaf.
Jeg faldt direkte paa hoften, saa jeg blev naermest paralyseret, og da Mads kom og spurgte om jeg var okay, kunne jeg slet ikke bevaege mig andet end at vride mig af smerte..
Det gjorde FANDME ondt!
Mads stod af sin egen hest, bad mig om at holde den, og loeb efter min hest.
Til sidst fik han fanget den, og vi red alle tilbage til byen, hvor der blev grinet godt og grundigt af mig af de "indfoedte"!
Med god grund.
Resten af aftenen gik med at faa roevfuld af Birger, fordi vi ikke var dukket op paa skolen til den aftalte tid, saa ham og Catrine maatte give gaverne selv.
Senere den aften var der baal, ligesom aftenen foer, og vi gik alle i seng lidt sent.
Mads og jeg laa udenfor paa et taeppe hoved-mod-hovede og snakkede om livets store spoergsmaal.
Vi laa og snakkede fra omkring klokken ti til klokken to-tre om natten.
Jeg sov igen som en sten den aften, men denne gang var det nok mere paa grund af al den "friske luft" , plus dagens fald paa hesten.
