El Villar syv år efter
Om udvikling og u-landsbistand, der nytter noget. Og om biavl, døde høns og en guldmedalje
Af: Lise Josefsen Hermann
For nøjagtig syv år siden var jeg i den bolivianske landsby El Villar i regionen Chuquisaca med Andebølle Ungdomshøjskoles første boliviahold. Det var en meget stor oplevelse for mig. Helt anderledes end alt, hvad jeg havde kendt til før. Vi kom til en landsby, hvor det eneste elektricitet var en generator, der kunne producere strøm til to timer om dagen. Der var også et fjernsyn ved generatoren. Det var byens eneste. Noget andet, som landsbyen også kun havde et af, var et toilet. Det lå et par gader fra, hvor vi skulle sove, kan jeg huske. Så skulle man gå med sin lille lygte gennem landsbyens mørke for at komme på toilettet.
Tilbage efter syv år
Nu, syv år efter, er jeg igen i El Villar med Andebølle Ungdomshøjskole, men nu som færdiguddannet journalist. Landsbyen har nu haft elektricitet i fire år. De små gader er oplyst af gadelygter. Og vi bor i et hus med eget toilet og endda varmt vand til brusebad. Når man går forbi husene, kan man se lys fra fjernsyn flere steder fra. Selv den første internetcafé er åbnet. Og landsbyen har fået sit eget vandrehjem siden sidst.
Sidst jeg var her, tog det ti timer at køre hertil i firehjulstrækker på en meget smal vej. Nu, syv år efter, tager det seks timer. Vejen er fin og bred, og vi kan uden problemer passere de busser, der også er begyndt at køre i pendulfart mellem landsbyen El Villar og hovedstaden Sucre.
Døde høns bliver til guldmedalje
Jeg kan huske, at italieneren Ezio Pace fra Dialogos var i El Villar for at lære de lokale at avle bier. Det gik ikke for godt. Bierne var aggressive, og bolivianerne vidste ikke, hvordan de skulle håndtere dem. Jeg kan også huske, at der var en historie om en kvinde, for hvem biavlsforsøgene fik forfærdelige konsekvenser. Hun havde tyve høns, der døde af stikkene fra de aggressive bier.
Jeg ved ikke engang, om hun var en del af projektet, eller bare var en uheldig nabo. Jeg kan huske, at vi grinede lidt i smug af de naive danske forsøg på at lære bolivianerne noget af vores viden hjemmefra. Det kunne da aldrig blive til noget, mente vi, velvidende, danske teenagere. Biavl i Bolivia! Det var da for tosset!
Nu, syv år efter, er Doña Ana ved at tælle sine honningglas, da vi ankommer til El Villar. Hun pakker 50 glas sammen, som hun kan sælge for 15 bolivianos (cirka 12 kroner) stykket på markedet i Sucre. Nu kører honningproduktionen på skinner, og det er den lækreste honning, der kommer ud af det. Projektets honning har endda fået en guldmedalje for at være regionen Chuquisacas bedste honning. Nu griner vi ikke længere af biavlsprojektet, men bliver derimod imponerede. Vi spiser selv den lækre honning til morgenmad, når vi kan snige os til det.
Vejblokader og dynamitregn
På min sidste rejse til Bolivia strandede vi ti dage i den gamle hovedstad Sucre, fordi bønderne havde blokeret alle veje i Bolivia, blandt andet i protest mod den daværende regerings udmelding om at ændre politik overfor coca-produktionen. Vi unge danskere var meget bange for, om vi nogensinde kom hjem igen. Midt i det hele blev der erklæret undtagelsestilstand, og hvad ved man om den slags som ung dansker? Jeg kan huske, hvordan hele holdet ventede bekymret oppe på mig, da jeg kom hjem midt om natten, og der havde været udgangsforbud efter klokken elleve.
Jeg kan også huske, at jeg allerede dengang havde drømme om at blive journalist. Jeg ville interviewe de vrede bønder, så deres meninger også kom offentligheden for øre. Jeg var nær blevet voldtaget, fordi hvilken indianer stoler på sådan en ung gringa som mig?
Nu, syv år efter, virker Bolivia til at være blevet et meget fredeligere sted. Måske fordi Bolivia nu har fået sin egen indianske præsident Evo Morales? Det er ikke til at sige. Godt nok hører vi brag fra dynamitstænger vores første dag i Sucre. Det er minearbejderne, det protesterer mod præsidentens planer om at nationalisere minedriften. Men det varer kun en formiddag. Og så er det ovre. Så ånder alt igen fred.
Lever af drømme
Om aftenen ved bålet i El Villar sidder vi og snakker om forskellen på Danmark og Bolivia. Om levevilkår og værdier. Jaime arbejder for organisationen Prodeco, som samarbejder med Dialogos blandt andet om biavlsprojektet. ”Vi bolivianere lever af drømmene. I Danmark lever I i virkeligheden”, siger han. Jeg tænker for mig selv, at for mig er det her på landet i Bolivia, i El Villar, det nærmeste jeg kommer virkeligheden. Og på samme tid er det også som en fantastisk drøm. Men jeg tænker også, at på de syv år der er gået, er menneskene her kommet mange skridt nærmere virkeligheden. Eller rettere vores virkelighed. Hvis bare de også kunne se det selv. Se al den udvikling der er sket.
Tænk hvad der kan ske på bare syv år!
