|
|
Nyhed: Læs stort portræt af Birger Larsen i Fyens.dk den 1. juni 2008
Birgers hjerte banker for Bolivia
Det er kun otte år siden at, bestyrelsesmedlem og leder af Andebølles boliviakursus, Birger Larsen, første gang oplevede Bolivia. Men siden har han med stor entusiasme vist mere end hundrede unge danskere Sydamerikas fattigste land
Af: Lise Josefsen Hermann
For Birger Larsen er der en tid på året, der har særlig betydning. Når foråret er sat ind begynder det at krible i ham. Han render mere forvirret rundt, end han plejer at gøre. Og midt i april pakker han kufferten med lys i øjnene. Det er tid til årets rejse til Bolivia.
Fra skuespiller til højskolelærer
Birger Larsen er 53 år og er gift med Maria, som han har fire børn med. De bor i et gult hus i Andebølle på Midtfyn. Han er ikke uddannet lærer, men har undervist på Andebølle i tyve år. Tidligere har han arbejdet med teater, og blandt andet forsøgt sig med en karriere som skuespiller i New York. På Andebølle underviste han i teater, før han blev ramt af boliviafeberen. Han underviser stadig i teater ved siden af boliviakurset. Han er en meget engageret lærer, og spørger man ham, hvad han bedst kan lide ved sit job, svarer han prompte: ”Det er eleverne”. Alle kender Birger
Birger var første gang i Bolivia for otte år siden med Danmarks Radio og Dialogos. Et halvt år efter vendte han tilbage med fjorten Andebølleelever. Det første boliviahold. Efterhånden er det blevet til ti rejser til Bolivia, og Birger har fået så mange venner og kontakter i landet, at der i enhver lille flække venter ham og boliviaholdet en gæstfrihed uden lige. For professor Birger er mere end velkommen i Bolivia. Ham kan man regne med. Han kommer tilbage år efter år. Drømmer om nyt kursus til Nepal
Efter Birger startede samarbejdet med Dialogos om boliviaturen, er Birger også blevet engageret i Dialogos arbejde. Han var i en periode næstformand i foreningen, og er på femte år medlem af bestyrelsen i Dialogos.
Der er fart over feltet i Birgers liv. Han har lige meldt sig på en etårig uddannelse som højskolelærer, som han planlægger at tage næste år. Og så drømmer han om at lave et lignende kursus i samarbejde med Dialogos projekter i Nepal. Og han vil gerne fortsætte med Boliviakurset så længe som muligt.
|
|
 |