Sådan startede biavls successen

Biavl i Bolivia hedder vores projekt, som er opstartet i september 2003. Projektet er finansieret med midler fra Puljen til mindre aktiviteter kaldet minipuljen - minipuljen administreres af Projektrådgivningen.

Målgruppen

Målgruppen er fattige subsistenslandbrugere i Tomina-provinsen i Bolivia. Langt hovedparten er quechua-indianere, som hører til Bolivias oprindelige folk og som målgruppe falder den ind under Danidas prioritering af støtte til oprindelige folk.

Man vil tilstræbe at uddanne 2 biavlere i hver landsby. Projektet forventes på kort sigt at bidrage til forbedret økonomi i disse personers familier. På længere sigt vil også landsbyernes øvrige beboere drage nytte af projektet. Dels forventes det, at viden om biavl vil gå videre til andre interesserede i landsbyerne, dels vil biernes rolle for høstudbyttet også komme andre til gode.

Landsbyerne vil på landsbymøder blive opfordret til selv at udpege de kommende biavlere. Man vil tilstræbe, at halvdelen af biavlerne bliver kvinder og unge mænd, fordi de har specielt behov for uddannelse og forbedret indtægtsgrundlag.

Når først biavl er etableret, kræves der en meget begrænset arbejdsindsats. Arbejdet med et bistade indbefatter på årsbasis ganske få timer. Bistaderne kræver størst arbejdsindsats på de tidspunkter af året, hvor arbejdsbyrden i landbruget er mindst.

Biavl kræver ikke store jordarealer eller ejendomsret til jord, hvorfor også de allerfattigste vil have mulighed for at deltage.

Projekttområdet

Projektområdet (det gamle Prodeco område) består af 32 landsbyer i kommunerne Alcala, El Villar og Juana Azurduy de Padilla i Tomina provinsen, i Chuquisaca regionen, og hører til blandt de fattigste landområder i Bolivia.

Området er på ca. 2.800 km2, og er stærkt kuperet med højder fra 1.000-3.500 meter over havet, og med klimaforskelle fra tempereret- til subtropisk klima. Infrastrukturen er dårligt udviklet. Der er kun bilvej til ca. 2/3 af landsbyerne. Kun i hovedlandsbyerne findes der adgang til rindende vand, latriner og strøm. Befolkningen er quechua-indianere, et af Bolivias oprindelige folk. De ca. 9.000 indbyggere ernærer sig som subsistenslandbrugere, og indkomsten er minimal, hvilket vil sige under 70 US$ pr. person pr. år. I landområderne er den forventede levealder under 50 år. 50% af børnene er underernærede, og børnedødeligheden er på 10-30%. Infektionssygdomme har let spil pga. dårlig kost, manglende muligheder for ordentlig hygiejne og rent drikkevand.

70% af befolkningen der bor på landet i Bolivia er inficeret med Chagas-sygdommen, som skyldes en snylter kaldet Tripanosoma Cruzi. Den overføres til folk medens de sover af den berygtede vinchuga bille. Kun en hvis procentdel af de inficerede udvikler sygdommen. Tripanosoma Cruzi angriber hjerte og tarm regioner, hvorfor folk dør af enten hjerte problemer eller af tarmslyng.

Biavl som indkomstskabende aktivitet

De fattige subsistenslandbrugere i projektområdet lever på et eksistensminimum. Efter jordreformen af 1953 er jordlodderne i mange tilfælde blevet delt i mini-parceller. Disse er ofte for små og jorden er for dårlig til, at der for tiden kan skabes noget særligt økonomisk overskud gennem landbrugsaktiviteter. Eksistensgrundlaget i projektområdet er spinkelt.

Tørkens plage forværret af El Niño-fænomenet, og de politiske omstændigheder der opstod i begyndelsen af 80erne, medførte en stor migration fra landet til byerne. En stor del af den mandlige befolkning rejser nu i perioder væk for at supplere indtægten ved salg af afgrøder eller løsarbejde i det bolivianske lavland eller i Argentina. Muligheden for at tjene penge som løsarbejder er imidlertid væsentligt forringet de sidste par år p.g.a. de økonomiske vanskeligheder i Argentina.

Der er således stort behov for faglig uddannelse og aktiviteter, der kan forbedre indkomstgrundlaget i lokalområdet. Projektets hovedformål er at introducere biavl som indkomstskabende aktivitet. Biavl kan drives med små midler og beskeden arbejdsindsats, og forventes at kunne bibringe biavlerne en ikke ubetydelig indtægt.

Det organisatoriske

I projektet lægges stor vægt på det organisatoriske. Det er vigtigt at biavlerne organiserer sig i en forening, hvor man kan udveksle erfaringer og viden. Derfor oprettes en Skole-bigård og en Honningcentral som ville blive et naturlige og vigtige samlingssteder for de kommende biavlere. Honningcentralen er desuden vigtig for indsamling og distribution af honning, især p.g.a. af den dårlige infrastruktur i området, som indebærer kostbar og lang transporttid.

Honningcentralen og skole-bigården vil efter projektets afslutning blive overtaget af biavlernes organisation. Indtægterne fra salg af skole-bigårdens honning, propolis, voks, små bi-familier og bidronninger, samt medlemmernes kontingent og overskud fra videresalg af honning fra medlemmerne vil kunne finansiere den fremtidige drift.

Ezio Pace, bialvsgruppen