|
|
Større udbytte, sundhed og kvinderne med
Biavl til forbedring af landbrugsudbytte
Udbyttet af subsistenslandbrugernes små og udpinte jordlodder forventes øget gennem biavl. Størstedelen af de dyrkede planter i små brug har brug for insektbestøvning. Viden om det blandt bønder er ofte mangelfuld eller slet ikke til stede. Selv i udviklede lande er der en manglende forståelse for beskyttelse af bestøvende insekter i landbruget. Værdien af det merudbytte, som optimal bestøvning giver, skønnes at være 100 gange værdien af den høstede voks og honning, men betydningen afhænger af lokale forhold.
Biavl til forbedring af sundhed
Målgruppen har som følge af de generelt dårlige levevilkår og fattigdommen i området store sundhedsproblemer. Ofte er deres eneste mulighed for behandling af sygdom traditionel medicin. Honning har en velkendt ernæringsværdi, og vil kunne bidrage til at forbedre ernæringstilstanden og dermed sundheden i projektområdet. Honning og andre biprodukter, bl.a. propolis, spiller en vigtig rolle indenfor boliviansk traditionel medicin, og indgår i behandlingen af en lang række sygdomme.
Kønsaspektet
Kvinder administrerer traditionelt kun en mindre del af den samlede husholdningsindtægt, f.eks. ved salg af æg, og de er således meget afhængige af manden. En kvinde har dog vanligvis råderet over penge, hun selv har tjent. Ved at uddanne kvinder som biavlere håber projektet at styrke deres position og deres indflydelse på familiens økonomi. Unge ugifte piger har forholdsvis let ved at få plads i huset mod kost, logi og lidt lommepenge.
En del af dem får samtidig mulighed for at gå i skole/fagskole. Situationen for de unge mænd er mere problematisk, idet deres mulighed for at få job og uddannelse er langt mere begrænset og i projektområdet nærmest ikke-eksisterende. Ved at uddanne unge mænd som biavlere vil man give dem en mulighed for at få en - om end begrænset - faguddannelse og mulighed for forbedrede indtægtsforhold.
|
|
 |