Når honning bliver til guld
Dialogos har på få år lært bolivianske bønder at avle bier og honning af første klasse. Noget der betyder en stor forskel for familiestrukturen og økonomien for de fattige bønder på landet
Af: Lise Josefsen Hermann
Doña Ana er ved at pakke honningkrukkerne sammen, så hun kan tage til Sucre og sælge dem på markedet. Ved første øjesyn ser de ud som alle andre honningkrukker i Bolivia. Men der er alligevel en detalje, der skiller dem ud. På mærkaten står der Dialogos og Danida. Det er nemlig dem der har lært honningbønderne at avle deres nye levebrød. Og selvom det måske ikke lyder af nogen guldgrube at avle honning, så har det både medført et væsentligt forhøjet indtægtsgrundlag for de fattige bønder og en guldmedalje for at være regionen Chuquisacas bedste honning.
En bidronning over Atlanten
Honningprojektet startede i 2003 af det italienske dialogosmedlem Ezio Pace. Han brændte for at lære bolivianerne at avle bier og rejste endda selv den lange rejse med en dansk bidronning for at få gang i produktionen. Projektet døjede med lidt startvanskeligheder. Bolivianerne var ikke helt fortrolige med bierne, og hvordan man skulle behandle dem. Det betød blandt andet, at en kvinde endte med at have tyve høns, der døde af bistik. Men der skulle ikke gå mange år førend at bolivianerne havde fået styr på de forbistrede bier.
Dialogos biavlsprojekt har indtil videre uddannet cirka 60 bolivianske biavlere. Og indtægten fra honningen gør en stor økonomisk forskel for en fattig bonde fra Bolivia. En biavler kan tjene cirka 1500 kroner om året ved biavl, hvilket svarer til tre måneders løn. Samtidig skal bonden kun arbejde cirka én dag om måneden om sommeren og en halv dag om måneden om vinteren med sine bistader.
Biavl er kvindearbejde
Arbejdet med biavl betyder, at mange af bønderne kan blive hele året hjemme hos familien, frem for at tage til storbyen for at arbejde for at skaffe mad på bordet til familien. Eller det betyder, at moderen nu også arbejder, så familien pludselig får to indtægter. Og netop kønsaspektet i projektet har været vigtigt. Det mener, borgmesteren Benjamín Lopez i den afsidesliggende landsby La Revuelta, som er et af områderne biavlsprojektet har dækket. ”For kvinderne har biavlsprojekterne været virkeligt gode. Det har været med til at skabe mulighed for arbejde for dem,” siger Benjamín Lopez.
Et bæredygtigt og visionært projekt
I dag går det så godt med honningproduktionen, at biavlerne tilsammen høster cirka 1300 kilo honning om året til salg på markedet i Sucre. Derudover producerer de mellem 300 og 500 kilo honning til salg i deres egen landsby, til eget brug og til at lave traditionel medicin af. En del af pengene fra salget af honningen går til biavlsforeningen, som bygger nye stader og låner dem ud til nye folk, der ønsker at være biavlere.
Miguel Isola er leder af Prodeco, som står bag biavlsprojektet. Og han ligger ikke fingre imellem, når han fortæller om visionerne for og mulighederne med honningproduktionen. ”Der er ikke nogen stor honningproducent i Bolivia. Vi laver fabelagtig honning, vi har lige fået en guldmedalje for at lave den bedste honning i Chuquisaca. Hvis vi anstrenger os, kunne vi sagtens blive Bolivias største honningproducent, med udgangspunkt i det her biavlsproducent”, siger han.
Så selvom honningproduktionen startede med besværligheder og tyve døde høns, så kan man vist godt sige, at det har været alle besværlighederne værd.
