Mayaernes bier var anderledes

Biavl er et gammelt fænomen i Latinamerika

Biavl er historisk set ikke et nyt fænomen i Latinamerika. Flere af de indianske folk fremstillede honning, som de dels brugte til at søde maden med og til at lave lækkerier med. Dels brugte de honning til fremstilling af særlige drikke, der kan minde om vores mjød, som blev drukket under religiøse ritualer.

De bier, mayaerne og andre indianske folk anvendte til honningproduktionen, lignede ikke den europæiske bi. De var brodløse. Efter at spanierne i 1700-tallet bragte den europæiske bi til Syd- og Mellemamerika, blev den lokale brodløse bi fortrængt. Den europæiske bi tilpassede sig hurtigt de klimatiske forhold og blev foretrukket af biavlerne, fordi den producerede mere og kommercielt bedre honning.

P.g.a. de gunstige forhold bredte den europæiske bi sig hurtigt, og kunne findes overalt som sværme af vilde bier. I projektområdet har man kendskab til 12 bi-arter, som ikke nedstammer fra den europæiske bi. Blandt disse bier er 6 brodløse. Bierne har en meget begrænset honningproduktion der går fra nogle få gram til 0,5-1 kg pr. år. Anvendelse af honning fra disse bier er velkendt i befolkningen.

Det fortælles i projektområdet, at der tidligere har boet enkelte biavlere i området. Som så mange andre flyttede de imidlertid fra området, da levevilkårene forværredes i slutningen af firserne. Lokal viden om biavl gik derfor tabt, og der er ikke længere synligt bevis på biavl i projektområdet. Honning høstes således nu kun fra de vilde bier. Bort set fra, en lille nyligt opstartet skole-bigård i Yotala etableret af Prodeco, findes der ikke aktuelt aktiviteter inden for biavl i projektområdet.