|
|
Hugo Loayza: Født helbreder
Han er en af nøglepersonerne i Dialogos' arbejde i Bolivia og var med til at skabe NGOen Cimes i 1994. Og så er han en usædvanlig boliviansk mand, der har brugt det meste af sit liv på at hjælpe andre.
Af: Lise Josefsen Herman
Få mænd i Bolivia tilbringer eftermiddagene på markedet for at købe ind til aftensmaden, og tilbereder den tilmed også med glæde for sin familie. Men det gør Hugo Loayza, medstifter af Dialogos' samarbejdspartner Cimes.
Den 59-årige kirurg blev enkemand for 18 år siden. Hustruen døde af en blodprop og efterlod ham og deres fem børn. Så for Hugo Loayza fylder familielivet og husarbejdet en stor del og meget mere end normalt for en boliviansk mand. I Bolivia hersker macho-kulturen, og arbejdet i hjemmet er normalt kvindens område. Hugo Loayza har dog altid fundet plads til også at udfolde sit store samfundsengagement.
Han leder Cimeshospitalet for de fattige i Sucre, og er underborgmester i byen for partiet Movimiento Bolivia Libre (MBL).
Men hvad enten det er engagementet i Cimes eller arbejdet som politiker, det er det samme, der driver værket: "Det centrale har altid været at tage sig af de fattige", fortæller Hugo Loayza.
Da han som ung startede på præsteseminarium blev frøet sået til at tage sig af andre. "Men der fandt jeg ud af, at jeg hellere ville kurere kroppe end sjæle", fortæller kirurgen. Derfor gav Hugo Loayza sig i stedet til at studere medicin; et studie, der har ført ham langt omkring i verden fra Sucre i Bolivia, til blandt andet Belgien, Cuba og Argentina.
Da han var færdig som kirurg arbejdede han i 18 år i NGOen IPTK inden han i 1994 var med til at starte Cimes.
"Det har givet os mulighed for at krystallisere vores drømme om at forbedre landbefolkningens levevilkår, åbne deres øjne og vække deres intelligens", siger Hugo Loayza med stolthed og tilfredshed i stemmen.
Men madlavning, familien, Cimes og kommunalpolitikken er ikke alt. Den bolivianske mand finder også tid i det travle program til at spille fodbold og volleyball. Og det er vigtigt at huske den slags ting, mener Hugo Loayza.
For at være engageret i verden omkring sig er ikke altid kun en positiv ting: "Jeg har mine problemer, fordi jeg tænker for meget på andre og for lidt på mig selv," lyder det fra Hugo Loayza.
|
|
 |