Jeg tror, vi gør en forskel

Af Sofie K. Aage

Det er første gang, jeg er tilbage i Bolivia efter for to år siden at have boet i Sucre. Selvfølgelig er jeg spændt på at se venner og bekendte, men også lidt nervøs for, hvordan klimaforandringer, svineinfluenza, selvstyredebatten og ikke mindst tre års styre med den (samme!) socialistiske og indianske præsident, Evo Morales, har påvirket landet. Men fokus er på Diálogos-projektet CIMES i Chuquisaca-provinsen.

I projektområdet Poroma er der sket meget. Vi startede op for to år siden, og det er første gang, der er en udviklingsorganisation i området. Kun fordi vores samarbejdspartner CIMES har et så indgående kendskab til befolkningens traditioner, levevis og mentalitet, er det lykkedes at få beboerne i området til at gå aktivt ind i projektet.

De indianere, der beboer området kaldes llameros, er mere sky og lukkede end andre grupper af originale folk i Bolivia. Indtil nu har de afvist samarbejde for at beskytte deres kultur, så de erfaringer, vi har gjort i de tidligere projekter, Potolo og Poroma, kommer os virkelig til gavn.

Direktør i CIMES, Hugo Loayza siger; “Det er sådan her med llameros; enten elsker de dig, eller også hader de dig. Heldigvis elsker de os”.

Det er første gang, der er “hvide” mennesker i Hayrapata. Og Tina Lund Hansen og jeg (begge medlemmer af Diálogos’ CIMES gruppe) er virkelig hvide efter en september på hver vores skolebænk. En stor del af vejen består af et udtørret flodleje, hvilket betyder, at promotorerne fra området kun kan deltage i kurser, der afholdes i tørkeperioden.

Landskabet er tørt og forblæst og forsamlingshuset og skolen, hvor vi skal mødes, ligger på en solvendt skråning med den mest fantastiske udsigt over flod og bjerge i nabodepartementet Cochabamba. Der stikker et par seje totter græs op hist og her, og små, vindblæste, nyudsprungne træer knejser rundt omkring.

Da José Luís slukker bilen, bliver der helt stille. Der kommer en særlig, lidt andægtig stemning over os. José Luís har været her mange gange. Det er ham, der underviser i landbrugsdelen, og har været med i CIMES’ projekter i mange år, og han forklarer os om de mennesker, vi nu skal møde. Hugo har heller ikke været her før, og lytter interesseret til José Luís forklaringer.

Jeg ved, at det her er et helt særligt øjeblik for mig personligt, noget mærkelig rent. Jeg føler, at jeg er en del af noget helt specielt, der kun er kommet i stand fordi nogle virkelig dygtige og engagerede mennesker har høstet en masse erfaringer, og nu bruger dem på en virkelig god måde. Det er lykkedes at skabe en dialog og et undervisningsforløb på llameroernes præmisser så de har lyst til at tage imod den viden vi kan tilbyde.

Det bliver ligesom helt magisk da vi hører fløjtemusik i vinden, og får øje på hele optoget af llameros, der står klar til at tage imod os. Forrest går et orkester af mænd med alle mulige slags fløjter, hvor de ved at skiftes til at spille de forskellige toner, sammen skaber en melodi. Efter dem kommer en lille gruppe af dansere, hver af dem tager en af os i hånden og danser med os gennem æresporten, de andre llameros danner, ind i den lille gård mellem skolen og de to fælleshuse.

Det er ikke altid, jeg helt forstår, hvad det er der sker, for det foregår på quechua, men der er masser af højtidelige takketaler, der bliver ofret chicha (en lokal drik) til Pachamama, så hun kan sørge for at “las financiadoras” kommer igen, og vi bliver hele tiden budt op til dans. José Luís oversætter til spansk, så hurtigt han nu kan, samtidig med han forklarer, hvad der snakkes om.

Projektets overordnede mål er at forbedre levestandarden for den inkluderede befolkning, hvilket jo må siges at være et ret så vidt begreb. Vor samarbejdspartner CIMES forsøger ved at undervise lokalt valgte promotorer i at sprede viden om hygiejne, vigtigheden af korrekt ernæring, at undervise bønderne i, hvordan de kan optimere udbyttet af dyr og afgrøder med samtidigt fokus på bæredygtighed.

For at sikre at befolkningen efterfølgende har mulighed for at udnytte og videregive det, de har lært, er det vigtigt for os at styrke organiseringen, så de i mange sammenhænge marginaliserede bønder står stærkere, når der er problemer med myndighederne.

I et land som Bolivia, hvor en regering sjældent sidder ret længe, er det især vigtigt, at befolkningen har nogle organisatoriske redskaber, så de undgår at komme i klemme mellem forskellige og hurtigt skiftende populistiske politikker. I Potolo og Poroma har der været god succes med kontinuiteten i arbejdet med organisation.

Mange af vores tidligere promotorer er efterfølgende blevet valgt til forskellige tillidsposter både lokalt, kommunalt og departementalt, og på den måde øget sandsynligheden for, at disse mennesker får en mere direkte stemme, når der skal tages beslutninger. I Poroma sidder mange af promotorerne allerede nu, halvvejs i projektperioden, i kommunalbestyrelser etc.

Det betyder selvsagt noget for dem personligt, for deres bagland rent identitetsmæssigt, men også enormt meget for resten af projektet, fordi det giver et incitament til at engagere sig i kurserne, når der rent faktisk sker forbedringer.

Mere langsigtede projekter, som eks. at sørge for at børnene får varieret kost og rent vand, er noget som først giver mærkbart udslag om 5-10 år, og derfor sværere at forstå vigtigheden af, når det umiddelbart er billigere og mere populært at sælge mælken og købe karameller. Men når det der prædikes på kurserne virker, så giver det undervisernes ord mere vægt, hvilket kommer alle komponenterne til gode.

Så der står Diálogos nu; med velbegrundet håb for, at vores projekt rent faktisk gør en forskel og er med til at sikre en fortsat positiv udvikling for nogle af de mest marginaliserede befolkningsgrupper i Sydamerikas fattigste land.