Fra lille sportsklub til radiostation, der rękker langt ud i bjergene
Udvikling, uddannelse og kommunikation er nøgleord for Dialogos´ projekt i Solukhumbu-distriktet i Nepal. Dialogos arbejder sammen med den lokale organisation Young Star Club, som er vokset fra en lille sportsklub til en stærk, lokalt funderet udviklingsorganisation.
Projektet tager udgangspunkt i befolkningens egne ønsker for udvikling af deres område, og søger at styrke deres muligheder for at være med til at præge fremtiden gennem lokale initiativer. Grundlaget er ønsker og behov udtrykt ved fire workshops, som blev afholdt i området i november 2005. Her prioriterede befolkningen selv, hvilke aktiviteter de synes er mest relevante for udviklingen. Projektet er baseret på et samspil mellem tre indbyrdes afhængige elementer; basal uddannelse og organisationstræning, styrkelse af den lokale og centrale sundhedsorganisation sammen med et kommunikationsmedie til at fastholde og komplementere diskussioner og aktiviteter.
Produceret af Janus Film
Resultater:
Der er etableret en lokal radio, Solu-FM, som nu sender til en stor del af distriktet. Programmerne produceres hovedsagligt af frivillige projektmedarbejdere, som skildrer hverdagen i området gennem diskussioner i kvindegrupperne, hilsner til familiemedlemmer, lokale sange og anekdoter, doku-dramaer og meget mere. Derudover kan man nu høre de seneste lokale, nationale og internationale nyheder, mens lasten bæres i panderemme over Shisha-floden.
Fremtiden:
Efter våbenhvilen er der mange, specielt unge mænd, som vender tilbage til området. En af de nye udfordringer er reintegrationen i lokalsamfundene, hvor de mange store og små konflikter der er opstået i kølvandet på maoisternes magtovertagelse i landdistrikterne giver anledning til nye interessemodsætninger og puster til gamle stridigheder. Samtidig får regeringskontorerne atter adgang til områderne udenfor distriktshovedstaden, og skal i gang med at genopbygge uddannelses og sundhedstilbuddene i de mindre landsbyer.
Der er mange udfordringer, og styrkelse af en lokalt funderet, uafhængig organisation til på længere sigt at støtte befolkningen til selv at præge udviklingen i området, er en vigtig forudsætning for at udviklingen forsætter, når den danske støtte ophører.