|
|
2. fase af Solu Khumbu Edu-Communication Project startet
Af Nepalgruppen
Siden juni 1999 har vi samarbejdet med en lokal organisation, der hedder Young Star Club i Salleri i den østlige del af Nepal. Siden da har 500 kvinder organiseret sig i studiegrupper, hvor de har lært at læse, skrive og regne. Samtidig startede vi en FM-radiostation, som sender i hele projektområdet.
Nu starter vi i 3 nye kommuner, hvor folk er mere fattige og bor mere afsides. Sammen med Young Star Club har vi afholdt workshops, hvor udviklingstemaerne er blevet afklaret sammen med lokalbefolkningen. Vi søgte DANIDA om støtte til projektudvidelsen tilbage i starten af 2007.
 Napalesere venter udenfor projektes bygninger
Vi er 8 personer i Nepal gruppen i Danmark - læger, økonomer, diætister, skolelærere, fysioterapeuter, journalister m.m. en blandet forsamling. Men vi har kunnet supplere hinanden godt med vores forskellige styrkeområder.
Jævnligt er et par stykker afsted for at følge op på projekterne. I Solu Khumbu har vi en projekt manager, som har været med fra starten. Han er familiemæssigt knyttet til området og kender steder og personer godt.
Radioen spiller en stor rolle i projektet. Da kommunikationen skal foregå over bjerge og dale, er det et kvantespring for befolkningen pludselig at kunne modtage og videregive informationer med øjebliks varsel.
De ansatte og frivillige, der er tilknyttet radio Solu FM, viger ikke tilbage fra at eksperimentere med hørespil, dokumentar-, undervisnings-, kultur- og underholdningsudsendelser på højt plan. Hver dag modtager radioen ca 100 breve fra lyttere fra nær og fjerne, som vil have sendt en hilsen eller en besked. På det sidste er mobiltelefonen kommet til. Derved er der åbnet mulighed for direkte reportager fra områdets afkroge.
 Radiostudiet
Projektdeltagerne i de tre ”gamle” kommuner, hvor vi har været i gang de sidste 7 år, er opsatte på at drage over til de ”nye” områder og videregive erfaringer. Ud over at læse, skrive og regne har deltagerne også beskæftiget sig med køkkenhaver. Her har de fået undervisning i jordforbedring, dyrkning af næringsrige planter m.m.
Børnedødeligheden er uforholdsmæssig stor i Nepal. Derfor er en vigtig del af projektet også undervisning i hygiejne og sundhed. I samarbejde med det lokale hospital har sygeplejersker og sundhedsmedarbejdere afholdt workshops for projektets undervisere. Fra Kathmandu har vi "lokket" Sangeeta en kvindelig konsulent ud til Salleri, hvor hun med stor entusiasme har gennemført diskussionsmøder om familieroller, børneproblemer, sundhed o.m.a.
Lokalbefolkningen klagede over, at der er for lidt ”hardware” for få håndgribelige donationer i vores projekt. Men da de fandt ud af, hvordan man i fællesskab kunne spare op til forbedringer som små vandkraftværker, der kunne forsyne husene med elektricitet, reparationer af broer og stier, etablere bankvirksomhed i det små, bygge majsmøller og biogasanlæg ja så måtte de jo erkende at fundamentet til udvikling af området ligger i den struktur, som projektet var med til at skabe. Det er Dialogos grundlag at opbygge viden og struktur - før man støtter med ”hardware”.
 En store del af arbejdet i projeket er undervisning af lokale
Lige nu er Karin fra Nepalgruppen på et tre måneders ophold i Nepal, hvor hun besøger projektets områder. Det netop overståede valg har fyldt meget i hverdagen. Men ildsjælene i Solu Khumbu går utrætteligt videre med at udvikle undervisnings- og sundhedsprojektet.
|
|
 |